HB Køges kvinder forstærkes yderligere inden sæsonstart
I weekenden sparker HB Køge Kvindeelite hul på kvalifikationsspillet om en plads i Gjensidige Ligaen, landets bedste fodboldrække. Spillerne træner på livet løs, men også på kontoret er der travlt med at sikre sig de bedste betingelser for at få gode oplevelser i kvalifikationsligaen mod dygtige modstandere.
Derfor er flere nye spillere i de seneste uger hentet til klubben, således at forberedelserne bliver så optimale som muligt, og holdet står så stærkt som overhovedet muligt forud for de fem vigtige kampe i oprykningsspillet.
Tidligere på ugen blev tilgangen af den tidligere landsholdskeeper Stina Lykke annonceret, men hun er ikke eneste nye ansigt i truppen. Også Sara Small, Julie Nowak, Amanda My og Laura Juul er nye i truppen med god erfaring fra andre klubber, mens yderligere to amerikanske spillere, angriberen Madelyn Pokorny og forsvarsspilleren Lauren Sajewich, ligeledes slutter sig til HB Køge-truppen forud for sæsonpremieren på udebane mod Vildbjerg på lørdag den 6. juni..
“Det handler om at sikre høj kvalitet i den daglige træning, men også om at have en bred trup, der kan modstå et kort, men hårdt kampprogram. Derfor er vi utrolig stolte over, at spillere fra flere verdenshjørner byder sig til”, udtaler cheftræner Peer Lisdorf, der også i trænerstaben har budt et ny ansigt, assistenttræner Flemming Petersen, velkommen.
Tidligere på året, inden coronanedlukningen, hentede HB Køge via Capelli Sport-samarbejdet, den irske landsholdsspiller Kyra Carusa, der har fået sin fodboldopvækst i USA, til klubben. Hun glæder sig til at komme i gang med sæsonen, og sikre resultater.
“Jeg har altid vidst, at jeg ville til udlandet. Jeg har spillet collegefodbold på både østkysten og vestkysten, og fodbolden er meget forskellig. Det er fantastisk fodbold på højt niveau, men jeg har altid vidst, at jeg ville til udlandet og opleve et andet land og kulturen, for vi har så meget, vi kan lære af hinanden. Og så kan man tænke, hvordan det endte med at blive i Danmark og Køge. Jeg blev gjort opmærksom på muligheden gennem en træner i San Diego og Capelli Sport, og de skabte forbindelsen hertil og jeg fik mulighed for at tale en del med Jonas (Nielsen, sportschef, red.), og i sidste ende besluttede jeg, at det ville være en fantastisk oplevelse at komme hertil og hjælpe holdet, lære fra mig og lære af mine holdkammerater, og hjælpe til at sikre bemærkelsesværdige resultater”.
Se hele interviewet med Kyra Carusa i videoen herunder.