shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Heidi Johansen tildeles Vallø Prisen 2021

Tirsdag d. 19. oktober blev det i en pressemeddelelse fra DBU og Gjensidige Kvindeliga offentliggjort at Vallø Prisen 2021 går til hhv. kvindelandsholdets anfører Pernille Harder og til HB Køges egen Heidi Johansen for deres arbejde i dansk fodbold.

Til Heidi skriver bestyrelsen for Vallø Stift, som uddeler æresprisen, at hun modtager den:

“Som påskønnelse af dine flotte resulter i danske kvindefodbold, og det meget store arbejde du har lagt i, og ydet for, dansk fodbold i din karriere. Du fortjener stor anerkendelse for at bryde barrierer ved også at arbejde i herrefodbold, ligesom Vallø Stift påskønner dit store arbejde i HB Køge”

Heidi Johansen, der udover at være ansat som målmandstræner for HB Køges NordicBet Liga-mandskab, også arbejder som målmandstræner for det danske kvindelandshold, er stolt over at modtage hæderen.

“Jeg vil gerne sige tusind tak for prisen. Jeg er enormt glad, taknemmelig og beæret. Det er en kæmpe anerkendelse af det, jeg har nået indtil videre i mit fodboldliv. Jeg har altid villet vise, at man via hårdt arbejde og ambitioner kan nå sine mål – uanset køn. Jeg har fået en stor mulighed i en mandsdomineret verden, hvor jeg har grebet chancen – og jeg håber, at det kan være med til at skabe grobund for, at flere kvinder får samme muligheder i fremtiden.

Vallø Prisen er blevet uddelt siden 2010 og tildeles en person, forening eller virksomhed, som har gjort en særlig indsats indenfor et felt, som ligger indenfor Vallø Stifts idégrundlag. Sidste år gik prisen til TV-værtinden Sofie Linde Ingversen, mens den tidligere er gået til blandt andre EU-kommissær Margrethe Vestager (2018), Hæren (2017) og Natteravnene i Køge (2013).

Vallø Stift ønsker med prisuddelingen at fremhæve kvindelige rollemodeller, der gør en ekstraordinær forskel for vores samfund, og som kan være til inspiration for kommende generationer. Her er Pernille Harder og Heidi Johansen oplagte valg, forklarer kammerherre, hofjægermester Christian Castenskiold, der er kurator for Vallø Stift.

“Pernille Harder og Heidi Johansen er to stærke kvinder, der på hver sin måde har sat et afgørende præg på dansk elitefodbold, og de er begge markante rollemodeller for mange, unge piger, der drømmer om at gøre fodbold til en karrierevej. I Vallø Stift er vi utrolig glade for og stolte over, at vi kan være med til at anerkende deres store indsats for at sikre lige forhold mellem mænd og kvinder i elitefodbold og i sportens verden generelt,” siger kammerherre, hofjægermester Christian Castenskiold, der er kurator for Vallø Stift.

Udover anerkendelsen modtager Heidi Johansen og Pernille Harder 150.000,- kr. til deling.

HB Køge ønsker både Pernille og Heidi stort tillykke med prisen.

Foto: Claus Birch / Fodboldbilleder.dk