HELE HISTORIEN: Fra Serie 1 til CL på 3 ½ år
Af Per Møller
DEL 1
Når fodboldsæsonen 2020/21 i Gjensidige Kvindeliga fløjtes af Grundlovsdag den 5. juni, kan HB Køge skrive en meget sjælden fodboldhistorie:
Klubbens kvinder, der har henrykket med flot fodboldspil og opsigtsvækkende resultater i hele den igangværende sæson, kan nemlig skrive sig ind i historiebøgerne som én af de få danske klubber med kvindefodbold der på rekordtid har spillet sig til deltagelse i UEFA Champions League for kvinder når turneringen fløjtes i gang i gang igen efter sommerferien.
HB Køge har nemlig på bare tre og et halvt år spillet sig fra den sjællandske Serie 1 til Europas – ja, af mange nævnt som Verdens fornemmeste klubturnering – Champions League.
En helt unik historie, der formentlig aldrig nogensinde bliver gentaget.
Og ikke nok med det – holdet kan også slutte sæsonen som sensationelle danske mestre – under alle omstændigheder er sølvmedaljerne i hus hvis førstepladsen skulle glippe.
Uanset hvad – så er det en formidabel præstation – som allerede har givet genlyd i fodboldkredse overalt i landet.
”Man bliver ikke en bedre fodboldspiller af, at sidde på motorvejen!”
Historien starter i Herfølge Boldklub i det tidlige forår 2016 hvor den daværende formand Søren Østergaard tager initiativet til etablering HB Køge Pigefodbold, som mere formelt et holdsamarbejde mellem Borup IF, Dalby G&I, Haslev FC, Svogerslev BK, Køge Pige FC, Køge Boldklub og Herfølge Boldklub.
Forud for etableringen af holdsamarbejdet havde der i regi af Herfølge BK og Køge Pige FC i en årrække været et godt pigemiljø, hvor bl.a. den tidligere Superligaspiller Søren Andersen var tilknyttet som træner.
Under hans karismatiske ledelse lykkedes det ungdomshold at spille sig op i de næstbedste sjællandske ungdomsrækker, vinde det officielle DM i Streetfodbold, samt spille sig i en pokalfinale. På disse ungdomshold spillede bl.a. Rosa Holmberg, der blev udtaget til U16-landsholdet, samt de nuværende HB Køge-spillere Laura Juul Hansen og Maria Uhre Nielsen.
Det lykkedes dog aldrig rigtig at komme op og konkurrere med de bedste klubber på Sjælland, hvilket var medvirkende til at der løbende var dygtige spillere som valgte at skifte til de store pigeklubber i Københavnsområdet. Netop denne trafik mod København var helt afgørende for ønsket om at opbygge en pigeafdeling, der på sigt kunne klare sig i konkurrencen med de bedste hold på Sjælland, således at spillere fra Syd- og Østsjælland ikke skal tage til BSF, B.93 eller Brøndby IF for at spille på højeste niveau.
Søren Østergaard fortæller om tankerne bag ved projektet:
”Vores slogan var for de fleste og det bedste, og selvom afsættet for projektet var at etablere et projekt som gjorde det muligt for de mest ambitiøse spillere at blive i deres lokalområde, så var visionen langt større. Det var et i vid udstrækning et ønske om at booste hele pigefodbolden i vores område – uanset niveau – og så var vi også drevet af et ønske om at skabe lige muligheder for piger og drenge i forhold til at udleve deres fodbolddrømme, hvilket ikke helt var tilfældet da vi indledte projektet”.
HB Køge Pigefodbold startede ud officielt ud i sommeren 2016 med hold i U13, U14, U16, og i sæsonen 2017-18 lykkedes det at få et hold indplaceret i U16 Øst. Missionen med at komme op og spille mod de bedste hold på Sjælland var lykkedes – i hvert fald midlertidigt!
To vigtig signinger……
Man formåede løbende at udvikle projektet, hele tiden med balance mellem de sportslige ambitioner og det organisatoriske setup. At man så med alvor på denne sammenhæng skyldes, at man ikke ønskede at projektet skulle ende som mange andre ambitiøse pigeprojekter der er poppet op for derefter at forsvinde igen.
I starten af 2017 havde HB Køge Pigefodbold fået etableret et velfungerende setup omkring sundhedssektor, fysisk træning, målmandstræning, analyseprogrammer, en sportschef m.v. Og så var det et kæmpe boost af projektet, at det lykkedes at få tilknyttet Jonas Nielsen, der kom med trænererfaring fra FC København og HB Køge, samt Thomas Bo Nielsen, der tidligere havde været med til at bygge såvel som seniorfodbolden op i B.93.
Thomas Bo blev tilknyttet som fodboldfaglig konsulent, men blev hurtigt involveret som hold-, og
kompetencetræner. Hertil kom at fik etableret strukturerede coaching-forløb, hvor der var fokus på at give spillerne redskaber til især at håndtere det, at være pige i en kultur, hvor det perfekte er det normale. Det betyder at man ofte er bange for at lave fejl, men modet til at turde at lave fejl er jo bare en vigtig del af kulturen i et talentudviklingsmiljø. Fodbold bliver dermed én træningsarena hvor man udviklede kompetencer man også kunne bruge andre steder.
Manden med klapstolen!
Udviklingen i ungdomsfodbolden oplevede et alvorligt tilbageslag da projektets flagskib – U16-holdet – til de flestes store overraskelse ikke blev indplaceret i den øverste ungdomsrække.
Protester over indplaceringsprocessen, Åbent brev til DBU Sjællands bestyrelse m.v. hjalp ikke det store, og det betød at en række profiler genoptog søgningen mod Hovedstadsområdet. Reelt betød det at ungdomsfodbolden i HB Køge Pigefodbold i en periode stagnerede i forhold til såvel kvalitet som antallet af spillere, og at antallet af samarbejdsklubber også skrumpede.
Heldigvis er ungdomsfodbolden igen kommet ind i positiv udvikling. U13-18 er i lighed med på drengesiden blevet en del af overbygningen, og man har fået opbygget et setup der gør at man igen kan måle sig med de bedste på Sjælland, og forhåbentligt fra sommeren 2021 skal spille mod de bedste hold fra Danmark. Det sker hvis man sidst i maj bliver tilmeldt ungdomslicens.
”Desværre” stødte vi ”heldigvis” ind i manden med klapstolen”, siger Søren Østergaard og fortæller videre om om udviklingen af ungdomsfodbolden:
”Den udvikling var dog næppe kommet i gang hvis ikke manden med klapstolen – manden fra DBU Sjællands indrangeringsudvalg – ikke havde dømt HB Køge Pigefodbold ude af det fine selskab i sommeren 2018. Denne afgørelse gjorde nemlig at vi i ledelsen af projektet, valgte at have et langt større fokus på udviklingen af seniorfodbolden – og aktivt strategisk valgte at anvende udviklingen af vores kvindesetup som en løftestang til udviklingen af såvel vores børne- og ungdomsfodbold. Det er den helt klassiske fortælling om at nød lærer nøgen kvinde at spinde, så i dag kan jeg bare konstatere at det setback vi oplevede i 2018 har været helt afgørende for hele projektets udvikling, fordi det fik os til at søge andre veje….”
Fra hyggebold til Kval-ligaen
I 2016-17 havde seniorholdet en mere løs tilknytning til projektet, og setupet var langt mindre struktureret end ungdomsfodbolden.
Sportschefen Jonas Nielsen, der i dag har titel af Head of Recruitment i HB Køge, fortæller:
”Vi havde fine spillere, men det var på mange måder hyggebold med træning to gange om ugen. Vi var dog også opmærksomme på at vi havde brug for et seniorhold, der spillede på rimeligt niveau, hvis vi ønskede at vores ungdomsspillere også fremadrettet skulle opleve at det er attraktivt at spille i klubben. I vinteren 2018 begyndte man derfor et mere systematisk arbejde med at udvikle klubbens senior-setup. Første skridt af var ansættelsen af Morten Lilliendal som træner, men endnu vigtigere var det at det lykkedes at få tilknyttet Simone Skovgaard Petersen, der kom med erfaring fra den daværende 3F-Liga, hvor hun spillede for BSF”.
Simone Skovgaard: Spændende udfordring
Simone Skovgaard, der i dag er 26 år, startede i Herfølge Boldklub da hun var fem år gammel og spillede de første mange år på drengehold, i det der ikke var et pigehold i Herfølge dengang.
”Jeg spillede alle mine ungdomsår i Herfølge Boldklub, hvor Søren Østergaard var træner/leder og lagde meget arbejde i at få pige/kvinde afdelingen i klubben op at køre. I den forbindelse har jeg igennem årene også hjulpet til som træner på diverse fodboldskoler/camps som han arrangerede. Da jeg stoppede i BSF i 2018, kontaktede Søren mig, og spurgte om jeg ville være med i et nyt projekt, der skulle få HB Køge op igennem rækkerne. Det synes jeg lød spændende, så det tilbud sagde jeg selvfølgelig ja til”, fortæller Simone Skovgaard, og fortsætter:
”I takt med at HB Køge rykkede op igennem rækkerne og træningsmængden dermed blev øget, havde jeg desværre ikke længere mulighed for eller tid til, at forene det med mit arbejde, hvor jeg arbejder skiftehold, og primært har eftermiddagsvagter. Jeg valgte herefter helt at stoppe med at spille fodbold.
Simone Skovgaards forcer på fodboldbanen var helt sikkert i den offensive del af spillet.
”Jeg havde et godt overblik og en god teknik – og så fik jeg scoret en hel del mål, som var med til at hjælpe os op igennem rækkerne”, forklarer hun.
På spørgsmålet om hvad Simone Skovgaard husker bedst fra sit ophold i HB Køge varer hun:
”Jeg husker det som en virkelig god og sjov tid – med gode holdkammerater og med nogle af bedste trænere/ledere jeg har haft i min karriere. Da vi fik Thomas Bo Nielsen som træner, lykkedes det ham virkelig hurtigt at få spillet vores hold rigtig godt sammen, og vi vandt stort set alle de kampe vi spillede. I den periode gik alt op i en højere enhed, og det var fedt at være med i et projekt der udviklede sig i den rigtige retning sæson for sæson”.
Selvom Simone Skovgaard ikke i dag har noget med fodbold at gøre, følger hun lidt med i HB Køges resultater.
”Det er fedt at se, at det er lykkedes klubben at spille med helt i toppen af dansk kvindefodbold”, fastslår hun.
Blåstempling af seniorprojektet
”At det lykkedes at få Simone Skovgaard med i projektet blev helt afgørende. Det fungerede som en slags blåstempling af vores seniorprojekt, og det gjorde det nemmere at rekruttere nye spillere! Og så gjorde hun også en afgørende forskel på banen, hvor hun med 20+ mål var medvirkende til at holdet rykkede op i Sjællandserien”, siger Søren Østergaard.
Oprykningen til Sjællandserien førte til et større af rykind af nye spillere med divisionserfaring – f.eks. Christine Zoege, Marie Jendresen og Sasja Fabäch Hansen – og ”gamle” spillere der kom retur efter at de havde været omkring andre klubber.
Èn af disse spillere var HB Køges nuværende anfører Maria Uhre Nielsen.
Maria Uhre: En kæmpe rejse
For en af stamspillerne på HB Køges Ligahold, Maria Uhre Nielsen, har det været en lang optur siden hun den første dag meldte sig under fanerne i HB Køge Pigefodbold.
”Jeg startede til fodbold da jeg var 5 år i Rishøj Boldklub på det drengehold de havde der. Efter ni gode år der, valgte jeg at skifte barndomsklubben ud med Herfølge Boldklub, hvor jeg spillede i cirka tre år på det bedste pigehold”, fortæller Maria Uhre Nielsen.
Sidenhen var hun et smut forbi Brøndby IF som U/18 spiller og senere hen som seniorspiller i Damsø og Greve, inden hun fandt tilbage til Herfølge, som næsten lige havde startet det her HB Køge Pigeprojekt projekt op i klubben.
”Det har været en helt utrolig tur fra Serie 1 til Kvindeligaen. Det har været en kæmpe rejse og for at stå der hvor vi står i dag, har vi været igennem en kæmpe udviklingsproces, både træningsmæssigt og spillemæssigt. For i takt med et stigende niveau, er der sket udskiftninger og tilgang af spillere hvilket for mig har betydet, at jeg hele tiden har skulle udvikle mig for at kunne følge med. Så for mig har den her rejse været en sindssyg læringsproces. Det har hele vejen været tydeligt at mærke, at de personer der har stået bag dette projekt, virkeligt har brændt for det og for at få de bedste omstændigheder for os spillere. De har lagt en masse penge og ikke mindst en masse tid og energi i det her projekt, for at det skulle lykkedes, og det er jeg utrolig taknemmelig for. For uden dem, der havde jeg ikke stået hvor jeg står i dag, nemlig som en del af det hold, som ligger i toppen af Kvindeligaen. Hvilket vi forhåbentlig kan blive ved med, og dermed også fremover sikre en Champions League plads – som jo i sig selv er for vildt, specielt fordi det først var målet om fem år. Så hvis vi allerede som oprykkere til Kvindeligaen, kan opnå det, så vidner det jo om hvor vildt et projekt det her har været og er. Jeg er sikker på at HB Køge er et hold der forsat er i udvikling og som nok skal få vist sig frem internationalt også, samtidig med at vi viser Danmark, at det ikke bare var én god sæson, men at vi kan holde et højt niveau og være med til at forbedre den danske liga fremadrettet”, siger Maria Uhre Nielsen.
Maria Uhre Nielsen debuterede på HB Køge Pigefodbolds nye kvindeseniorhold i Sjællandsserien den 25. august 2018 på udebane mod B.73 Slagelse. En kamp HB Køge vandt med 4-2. Opturen var startet.
DEL 2
Fuldt hus i Kvindesjællandsserien
Det blev kun til én sæson – efteråret 2018 – i Kvindesjællandsserien. Rækken blev, under ledelse af trænerteamet Thomas Bo Nielsen, Kennet Petersen og Jonas Nielsen, vundet med maksimumpoints og den flotte målscore 59-7.
Oprykningen til Øst-rækken medførte også et trænerskifte. Thomas Bo Nielsen valgte at stoppe, og i stedet blev funktion som cheftræner overtaget af Jano Nissen, der kom til klubben fra B.93.
Kvindeserie Øst rækken blev også vundet og dermed var endnu en oprykning i hus, så der i efterårssæsonen 2019 stod 1. Division på menuen.
Det er også fra debuten i 1. Division at alt statistik omkring holdet udgår fra.
Drama til sidste sekund ….
Første kamp i den nye 1. Division var mod Næsby Boldklub, der igennem en årrække havde været med i subtoppen af dansk kvindefodbold.
”Inden kampen mod Næsby havde vi reelt ingen anelse om hvorvidt vi kunne være med på dette niveau, men kampen gav os tro på tingene”, siger den daværende sportschef Jonas Nielsen.
Kampen blev højst overraskende vundet 2-1, og gav bl.a. debut til to af HB Køges nuværende profiler Lærke Niklasson og Cecilie Buchberg, der var komet til kommet fra henholdsvis Roskilde Pigefodbold og BSF. Herudover var truppen også blevet styrket med to amerikanske spillere – Mimi Rangel og Hannah Therry.
Målene i debutkampen i 1. Division mod Næsby blev scoret Lærke Niklasson og Sasja Fabäch Hansen.
Spillet i 1. Division var at meget svingende kvalitet, men inden sidste spilledag havde holdet muligheden for at rykke op, men kunne ikke selv afgøre det. Faktisk var var der hel fire hold der kunne tage den eftertragtede 2.plads efter B.93, som var gået i udbrud midt i sæsonen.
De fire hold skulle spille mod hinanden indbyrdes. HB Køge gjorde sin del af arbejdet ved at vinde 3-0 over ”ærkerivalerne” fra Herlufsholm GF. Og så var det bare at vente på at resultatet fra Odense, hvor Næsby og Sundby spillede. Begge hold havde muligheden for at rykke op, men forpassede muligheden ved at spille 1-1. Og så kunne jubelen bryde ud på kunstbanen i Herfølge. HB Køge Pigefodbold var klar til at spille med om at avancere til landets bedste række …!
Denne succes krævede imidlertid flere ressourcer – både sportsligt som økonomiske.
Samarbejdet med HB Køge
Samarbejdet med HB Køge er en god illustration på den såkaldte ”hockeystav-model” – udviklingen gik meget langsomt frem til 2019, så skete der pludselig en masse….
Da HB Køge Pigefodbold i 2016 fik lov til at benytte navnet og spille i de blå-sorte farver var det også med en klar melding fra den daværende ledelse i HB Køge om at man i øvrigt hverken havde penge eller interesse i at involvere sig i pige- og kvindefodbold. Sådan var situation reelt frem til efteråret 2019.
”Der var i den mellemliggende periode lidt uformelle drøftelser med såvel HB Køge som klubbens nye sponsor Capelli Sport, og det var gennem Capelli vi fik etableret et samarbejde med MSV Duisburg omkring udveksling af trænere, spillere m.v. Herudover fik vi også etableret et fint samarbejde et par spanske klubber – f.eks. havde vi spillere på træningsophold i Malaga FC. Den vigtigste samarbejdspartner for os blev dog Slammers FC, og historien om hvordan dette samarbejde blev indledt fortæller lidt om projektets DNA. Slammers FC er en af USA´s største klubber, og de har leveret en række dygtige spillere til det amerikanske landshold. Vi ringede og spurgte om vi måtte besøge dem. De sagde ja, og fire dage efter stod Jonas Nielsen i Californien, og her blev relationen med Walid Khoury, der nu er General Manager for HB Køge Women, etableret”, fortæller Søren Østergaard.
Da vi efterfølgende spurgte Walid hvorfor de lige valgte at samarbejde med HB Køge Pigefodbold, der på dette tidspunkt spillede i Kvindeserie Øst var svaret:
”FC Barcelona, Manchester City og andre store klubber har også ringet, men i modsætning til dem stod i der ugen efter – og det gjorde forskellen”, fortæller Walid Khoury, der er gået all in i HB Køge – så meget så hans amerikanske klub i dag hedder ”FC Slammers-HB Køge”.
I efteråret 2019, hvor klubben var rykket i 1. Division kom der gang i drøftelserne omkring et tættere samarbejde med HB Køge – drøftelser der blev mere intensiverede efter at holdet havde spillet sig i Kval-Ligaen og det af forskellige årsager blev besluttet at pige- og kvindeafdelingen flyttede fra Herfølge til Køge. I løbet af januar og februar måneder i 2020 lykkedes at få økonomien som formalia på plads, således at der kunne søges om at kvindesenior blev en del af overbygningen fra sommeren 2020.
I februar 2020 meldte HB Køge så officielt ud at man pr. 1. juli 2020 gik ind i pige- og kvindefodbolden, at man sidestillede kvinder og mænd og i øvrigt havde en ambition om at spille Champions League senest i 2025. Og så lukkede Danmark ned …!
Kval-Liga i skyggen af Corona
Men inden Coronaen lukkede Danmark ned lykkedes også den sportslige ledelse, der siden tiden i Sjællandserien primært havde bestået af Jonas Nielsen og Søren Østergaard, at få lavet en aftale med et ambitiøst trænerteam med den erfarne cheftræner Peer Lisdorff, der bl.a. havde vundet DM med Brøndby IF. Herudover lykkedes det også at få lukket aftaler med en række nye spillere, herunder nogle af de nuværende profiler Julie Nowak, Laura Guldbjerg, Kyra Carusa, Lauren, Lauren Sajewich og Maddie Pokorny.
Optakten til Kval-spillet var lettere kaotisk – træning i grupper af fem, usikkerhed omkring hvorvidt det var muligt at få holdets internationale spillere med til sæsonstart. Corona-restriktioner og et turneringsformat, hvor de planlagte ti kampe blev til fem.
”Og det blev vores redning. Først og fremmest økonomisk. Projektet havde siden Serie 1 været finansieret af nogle få lokale sponsorer, kommunale støttekroner og privatpersoner og frem mod sommeren 2020 var kassen ved at være tom i HB Køge Pigefodbold og det ville derfor være svært at få råd til busture til både Vildbjerg, Odense og Aalborg. Desuden betød turneringsformen også at det lykkedes os at få lavet en aftale med den tidligere landsholdsmålmand Stina Lykke om at stå kampene for os i Kval-Ligaen, hvilket vidste sig at være en markant forstærkning af holdet”, siger Søren Østergaard.
Herfra er resten historie. Fem kampe, fem sejre – og HB Køge Pigefodbold, der begyndte som et projekt der havde til formål at styrke ungdomsfodbolden på Sjælland, kunne stemple ind i Gjensidige Kvindeligaen.
Eventyret kunne fortsætte på allerøverste hylde!
DEL 3
Kvindeligaen: Traditionelle tophold sat til vægs
HB Køges debut i landets bedste række overgik alle forventninger. Holdets Liga-debut på hjemmebane mod AaB søndag den 9. august blev et festfyrværkeri af en fodboldkamp der sluttede 7-2 til HB Køge. Herefter fulgte et møde på udebane mod de mangfoldige danske mestre, og aktuelle vicemestre fra Brøndby IF der med besvær slog opkomlingene fra Køge med 1-0. I den tredje kamp blev Kolding Q besejret 3-1, det blev 1-1 ude mod FC Thy-ThistedQ, inden FC Nordsjælland tildelte HB Køge et nederlag på 3-1 i Farum. Men fra denne dato – 29. august – så HB Køge-holdet sig ikke tilbage og holdet vandt sine efterfølgende fem kampe, startende med 1-0 hjemmesejr over de forsvarende danske mestre fra Fortuna Hjørring. I denne serie hører også hjemmesejren på 5-0 over Brøndby IF med – kampen som for alvor fik både de lokale fans som fodboldfans i landet til at slå øjnene op og for alvor begynde at tage Svanerne fra HB Køge alvorligt.
I pokalturnerlingen – Sydbank Cup 2020/21 – nåede holdet frem til semifinalerne, hvor Brøndby IF i foråret 2021 blev endestationen.
Men i ligaen kørte holdet en fornem førsteplads hjem i grundspillet – og kvalificerede sig til at være en ud af seks klubber i slutspillet i Gjensidige Kvindeligaen og den 3. april kunne holdet tage fat på sæsonens ti sidste kampe i slutspillet om fordeling af mesterskab, medaljer og to pladser i Champions League.
Pladsen i Champions League 2021/22 blev sikret allerede i fjerde sidste spillerunde med en 1-0 sejr på udebane over de nykårede pokalmestre FC Thy-Thisted. Stephanie Ribeiro scorede det historiske mål.
Nu mangler kun en brik at blive sat på plads i puslespillet der skal fuldende en formidabel debutsæson for HB Køge i Gjensidige Kvindeligaen – den store ”DM-finale” mod Brøndby IF lørdag den 5. juni kl. 14.00 på Capelli Sport Stadion i Køge.
En kamp der vil blive et stort samtaleemne over hele landet, bliver vist på landsdækkende TV og trække et stort publikum til Capelli Sport Stadion – som nu de aktuelle Corona-restriktioner tillader.
En kæmpe reklame for HB Køge, dens to moderklubber i Køge og Herfølge samt for Køge Kommune.
En trup med masser af vinder-DNA
HB Køges adm. direktør Per Rud er glad for, at klubben slog til, da de fik muligheden for at kaste sig ind i også at tage kvindefodbold på topplan ind under klubbens paraply.
Om satsningen og de drømme er er blevet til virkelighed på rekordtid siger Per Rud:
”Satsningen på kvindefodbold har flyttet opfattelsen af, hvad HB Køge er for en størrelse. Vi har fået en bredere profil. Vi kan nu komme i kontakt og dialog med mennesker og virksomheder, der ikke tidligere havde HB Køge på radaren.
Vi tog en chance, da vi for halvandet år siden kastede os ind i kvindefodbold. Men der var egentlig ikke så meget at betænke sig på, da vi blev præsenteret for muligheden. Idemændene Søren Østergaard og Jonas Nielsen rakte ud og spurgte, om vi skulle ”lege sammen”. Kemien var der fra første møde, og siden den dag er det kun fået fremad med hastige skridt.
Det var afgørende, at også George Altirs delte begejstringen for kvindeprojektet. Han var 100 procent på, da vi indviede ham i vores tanker. ”Hvad skal der til? Læg en plan, så gør vi det,” var hans feedback i januar 2020. Siden er det vokset på os alle: Bestyrelsen, medarbejdere, frivillige og partnere i Netværket.
Kvinderne er seje. De klynker ikke. Man rejser sig efter en hård tackling. Man kører på. Vi er lykkedes med at samle en trup med masser af vinder-DNA. Det skal vi bygge videre på i fortsættelsen. Mens jeg skriver disse linjer, er det et åbent spørgsmål, om vi bliver nummer et eller to i Gjensidige Kvindeligaen, men det er heller ikke så afgørende. For bliver vi ikke mester i år, gør vi det næste år. Jeg ved, det lyder kækt, og så nemt bliver det nok heller ikke, men vi har ramt noget.
Frem mod næste sæson kommer vi til at hente nye talenter ind. Flere af dem vil være i spil til A-landsholdet lige om lidt. Vi vil være den klub, spillerne søger, hvis de vil noget med deres ambitioner. Vi skal også være klar, når transfermarkedet udvikler sig, sådan at man kan sælge spillere. Og vi skal have skabt vores egen talentfabrik. Det er derfor, vi er i gang med at opbygge en stærk ungdomsafdeling. Det bliver også et fokusområde de næste fem år.
Der har været knald på de første 18 måneder, og jeg garanterer, at de næste 18 måneder bliver ligeså hektiske og inspirerende, slutter direktør Per Rud.
HB Køge Women har overgået vores vildeste forventninger
I forlængelse af at HB Køges kvinder i slutningen af juni 2020 sikrede sig oprykning til Gjensidige Kvindeligaen, valgte direktør Jesper Køster, Spar Nord Køge, at indgå en 5-årig sponsoraftale med klubben – som hovedsponsor for de succesrige kvinder.
Direktør Jesper Køster fortæller følgende om baggrunden for indgåelse af aftalen, samt omkring samarbejdet og oplevelserne det første år.
”Vi indgik aftalen i et forsøg på at bakke op om kvindernes ambitioner om at etablere sig i Kvindeligaen. Det virkede meget ambitiøst – og en smule urealistisk.
Ambitionen om at ”blive 100 % ligestillet med herrernes set-up” over tid virkede også som et meget langt indkast fra virkelighedens verden – men en rejse vi gerne ville med på. En lang og ambitiøs rejse – og derfor indgik vi en 5-årig aftale.
En varighed vi ikke har tilbudt på lignende aftaler tidligere.
På rekordtid har vi fået en markant og ny profil som pigernes hovedsponsor. Ikke bare lokalt – men også nationalt bliver der spurgt til vores involvering og profil.
Jeg har trænet med pigerne og fornemmet deres enorme vilje og høje niveau. Oplevet de fantastiske rammer der er skabt omkring holdet med trænere, massører, målmandstræner, fysiske trænere osv.
Min erhvervschef Kim Stenstrøm og jeg har set samtlige kampe – ude og hjemme – og kun ganske få af dem online. Vi er kommet på fornavn og øgenavne med Carusa, Maddie, Lærke, Nowak, Uhre, Bubber, Kelly osv.
Vi har på tætteste hold oplevet deres ydmyghed, deres ambitioner, deres positive udstråling og attitude samt deres enorme glæde over at have realiseret drømmen om en tilværelse i topfodbold.
De piger giver mere af sig selv, til klubben, til fans og til sponsorer end vi kunne have drømt om.
De har skabt flere store øjeblikke på 1 år end vi drømte om at opleve på 5 år.
Stolt sponsor af store øjeblikke` har fået ny betydning for Spar Nord Køge Bugt.
Vi er SÅ STOLTE og så glade for at kunne bidrage til VORES PIGERS velfortjente succes”, slutter direktør Jesper Køster Spar Nord Køge.
Alfred Winther Groth: Vi udvikler os hele tiden
Siden sommeren 2020 har Alfred Winther Groth været ansat som Head of Women’s Football i HB Køge
”Jeg har den uforbeholdne store ære at være ansat som Head of Women’s Football og derigennem arbejde tæt sammen med Danmarks – i min optik – bedste kvindefodboldhold på daglig basis. Mine arbejdsopgaver spænder over en bred kam og indeholder alt fra at holde styr på budgetterne, udfærdige kontrakter til at afvikle kampe. Alt sammen i selskab med et yderst kompetent team blandt andet bestående af vores holdleder Camille Larsen, vores ungdomskoordinator Freja Adler Sturm Nielsen, vores Head of Recruitment Jonas Nielsen samt trænerteamet og mange andre ildsjæle, der på hver deres måde brænder og arbejder hårdt for, at vi lykkedes med at skabe de bedste rammer i landet for kvinde- og pigefodbolden”, fortæller Alfred Winther Groth.
”Det er en proces, hvor vi hele tiden bliver klogere i takt med, at vi både udvikler vores kompetencer og relationer på tværs af teamet. Om det handler om arbejdstilladelser eller udebaneture gør vi en dyd ud af at evaluere på vores arbejde for konstant at søge de små marginaler samtidig med, at vi også driver de store linjer og arbejder i helheder”, siger Alfred Winther Groth.
Derudover sidder Alfred Winther Groth også i klubbens kommunikationsafdeling, hvor han siden sommeren 2019 har været med til at drive, skrive, optage og redigerer dele af det indhold, som klubben publicerer på daglig basis på tværs af klubbens forskellige kanaler.

Billedtekst: Head of Womens Football i Køge, Alfred Winther Groth i én af sine rigtigt mange opgaver i klubben – overrækkende matchbolden til Maddie Pokorny. (Foto: hbkoge.dk).
Ungdommen følger med
HB Køges vision er at ungdommen skal følge med – i dag tæller HB Køges Pigefodbold fire ungdomshold, nemlig U18, U16, U14 og U13, der alle har tilknyttet de bedste trænere og ledere. I pigeafdelingen er således ansat tre halvtidsansatte trænere.
Tirsdag den 25. maj blev det offentliggjort fra DBU at HB Køge har fået tildelt en ud af tre mulige stjerner samt en placering som nr. 14 i det nye licenssystem. Det er første gang, at klubberne har haft mulighed for at ansøge om en rangering og licens på pigesiden.
Med tildelingen af den ene stjerne får HB Køge også mulighed for at deltage i den landsdækkende U18 DM Pulje B, som dermed giver mulighed for at matche på noget af det højeste nationale niveau.
Dygtige men også vildt heldige
Og til sidst et par spørgsmål til projektets bagmand Søren Østergaard:
Havde du forestillet dig dette scenarie da det hele startede op?
”Ja, selvfølgelig. Det hele var sat ind i et Excel-ark, og så rullede vi ellers bare i gang uden nogen som helst slinger i valsen. Sådan er virkeligheden sjældent, og sådan var det heller ikke i dette projekt. Vi har været dygtige, dedikerede og modige, men også vildt heldige på afgørende tidspunkter. Greve Fodbold lukker og så rykker vi op i Sjællandsserien fordi der bliver en plads ledig. Og at vi rykkede op fra 1. Division var et regulært mirakel.
Men hvis jeg skal pege på nogle vigtige brikker til forståelsen af projektets udvikling, så tror jeg at jeg vil sige kontinuitet. Kontinuiteten er helt afgørende hvis man ønsker at opbygge bæredygtige projekter, og her har det været et privilegium at arbejde sammen med to så dedikerede mennesker som Flemming Nielsen og Jonas Nielsen. Og meget kendetegnende for deres personligheder er de stadig med i projektet.
Men det er ikke nok med kontinuitet og ildsjæle. I næsten alle projekter er der også brug for nogle gamechangers der åbner døre når andre lukkes. Brian Hansen og Ian Hoar fra Køge Boldklub var helt centrale da vi fik brug for nye faciliter, men især Per Rud har spillet en helt afgørende rolle i forhold til at få løftet projektet fra et ”pioner-projekt” til et setup der i dag kan konkurrere med de bedste i Danmark. Per åbnede døre, som vi ikke selv havde formået.
Og en sidste vigtig byggeklods har været lokale sponsorer som troede på os lang tid før vi spillede i Gjensidige Kvindeligaen. Det har været en kamp at finde den økonomi der skal til at spille et hold op i den øverste række. Vi har udarbejdet en række sponsorkoncepter og været til en del møder med banker, sponsorkonsulenter og alle muligt andre, der synes at det var et fantastisk projekt, men som desværre valgte at eksponere sig på andre måder. Derfor lærte vi hurtigt at sætte pris på nogen af dem der har været med det meste af vejen – Robinhus, Estate og mindre lokale virksomheder. som prioriterede at støtte projektet. Og så er jeg ret begejstret over at Spar Nord er gået ind som hovedsponsor for vores kvindeligahold. De var nemlig en af de få banker, der også valgte at støtte os den gang vi bare var et ungdomsprojektet.
Og hvad skal du lave nu inden for fodbold?
”Jeg har sagt ja til i en periode at fungere som pige- og kvindekoordinator i Køge Boldklub, og jeg glæder mig over at der nu er over 200 piger og kvinder, der spiller fodbold i Køge Boldklub. Det er nogle flere end da vi startede op i 2020. Så er der et par andre klubber, som har spurgt om jeg vil hjælpe dem med at udvikle deres setup, og så er jeg blevet formand for El Cambio Academy – et super spændende udviklingsprojekt i Uganda, hvor fodbold og uddannelse anvendes som løftestang til at sætte gang i udviklingsprocesser. Det glæder jeg mig rigtig meget til at kaste min energi ind i”, slutter Søren Østergaard.

Billedtekst: Søren Østergaard – aktuel pige- og kvindekoordinator i Køge Boldklub. Forude venter også nye spændende udfordringer i et udviklingsprojekt i Uganda. (Privatfoto).
Fakta
Statistik for HB Køges kvindehold gennem 5 sæsoner – fra foråret 2017 til og med efteråret 2020:
Forår 2017: Serie 1, Pulje 2. 8 kampe. 4 sejre, 3 uafgjorte, 1 nederlag. 21-14. Nr. 3
Efterår 2017: Serie 1, Pulje 2. 10 kampe. 8 sejre, 1 uafgjort, 1 nederlag. 39-16. Nr. 2
Forår 2018: Serie 1, Pulje 2. 8kampe, 4 sejre, 4 uafgjorte 0 nederlag. 26-15. Nr. 2. Oprykning *
Efterår 2018: Kvindesjællandsserien. 11 kampe, 11 sejre. 59-7. Nr. 1. Oprykning
Forår 2019: Kvindeserie Øst. 11 kampe, 9 sejre, 2 nederlag. 41-10. Nr. 1. Oprykning **
Efterår 2019: 1. Division. 14 kampe. 8 sejre, 1 uafgjort, 5 nederlag. 32-27. Nr. 2. Oprykning ***
Forår 2020. Kvindeliga kvalifikation. 5 kampe, 5 sejre. 13-1. Nr. 1. Oprykning. ****
Sæson 2021/22: Gjensidige Kvindeliga. 14 kampe, 9 sejre, 2 uafgjorte 3 nederlag. 35-16. Nr. 1 *****
*Oprykning sammen med Stenbæk IK fra Holbæk.
** Oprykning sammen med FC Damsø.
*** B.93 rykkede op som nr. 1. HB Køge sluttede foran Næsby BK på 3. pladsen.
**** AaB sluttede som 2’er i rækken.
***** Kvalifikation til deltagelse i slutspillet om DM og en plads i Champions League.
HB Køge Pigefodbolds første kamp i historien fandt sted onsdag aften den 19. april 2017 på udebane mod Næstved IF.
En kamp HB Køge vandt med 4-3 på mål af Nikita Iversen, Laura de Fries, Kamilla Larsen og Natasia Slavensky.
HB Køge allerførste hold så således ud:
Cecilie Bernholm, Amalia Holm, Katrine Lambæk Olesen, Simone Jensen, Laura de Fries, Julie Gothenborg, Sandra Most, Cecilie Mølgaard, Nikita Iversen, Simone Ehrenfeldt og Simone Nielsen.
På udskiftningsbænken startede Mille Dahl Poulsen, Natasia Slavensky og Kamilla Larsen.