Her er HB Køges nye trænerhold i drengetalentafdelingen
Forud for den kommende sæson sker der ændringer i HB Køges stab omkring klubbens drengeungdomshold.
Forfremmelsen af U17-cheftræner Nicklas Pedersen til førsteholdstræner for klubbens NordicBet Liga-mandskab har sat gang i en rokade der betyder, at flere ungdomstrænere i klubben får nye titler.
”Ligesom vi satser stort på at udvikle vores unge spillere, har vi også klare ambitioner om at uddanne rigtig dygtige unge trænere. Og ligesom vores spillere, rykker op på ældre hold, når de er klar til nye udfordringer, rykker vi vores ungdomstrænere højere op i systemet, når de er klar til at tage næste skridt. Det er der en masse af vores ungdomstrænere, der er nu, og derfor er vi glade for nu at kunne belønne dem med nye, spændende opgaver,” siger direktør i HB Køge Per Rud.
Mens Nicklas Pedersen altså overtager klubbens seniorhold, bliver hans assisterende træner fra U17-holdet, Asger Vielsted klubbens nye U19-cheftræner. Asger erstatter Lennart Kragh, der forlader klubben denne sommer i rollen. Tak til Lennart for et stort stykke arbejde.
Asger Vielsted har en træner A-licens, og han får Martin Engberg og Rasmus Flagstad som assistenter på U19-holdet. Mens Rasmus også i sidste sæson var assistent for U19-mandskabet, har både Martin og Asger været tilknyttet U17-holdet i den netop afsluttede sæson, og de to kommer altså nu til at fortsætte samarbejdet på U19.
Samtidig bliver Mathias Stenstrøm (A-licens) ny U17-cheftræner efter indtil nu at have været U13-cheftræner i klubben. Også hans assistenttræner, Casper Konradsen, rykkes fra U13- til U17-holdet. De bliver suppleret af Christian Camilo Lindegaard, der kommer til klubben fra Hvidovres ungdomsafdeling. De to assistenter, Casper og Christian, kommer sammen til at få ansvaret for klubbens deltagelse i den uofficielle U16-turnering, de yngste spillere på U17-holdet kan spille med i.
Martin ”Polle” Christensen, der i den forgangne sæson stod i spidsen for klubbens U14-hold, bliver ny cheftræner for U15, hvor han får Frederik Rud som assistent.
På både U14 og U13-holdet bliver der nye ansigter i staben, når Haris Muratovic (U14) og Casper Stub (U13) overtager tøjlerne denne sommer.
Til at højne udviklingsniveauet blandt klubbens ungdomstrænere har HB Køge kapaciteter som blandt andre Kenneth Høier (head of coaching), Carsten Dohm (ungdomsudviklingstræner), Steen Knudsen (head of academy), Auri Skarbalius (teknisk direktør) og Benjamin Lassur (ATK+ ansvarlig).
Læs mere om HB Køges øgede fokus på ungdomsarbejde og talentudvikling her.
HB Køge 2023/2024:
U19
Cheftræner: Asger Vielsted
Assistent: Martin Engberg
U17
Cheftræner: Mathias Stenstrøm
Assistant/U16: Casper Konradsen
Assistent/U16: Christian Camilo Lindegaard
U15
Cheftræner: Martin Christensen
Assistent: Frederik Rud
U14
Cheftræner: Haris Muratovic
Assistent: Vitus Juul
U13
Cheftræner: Casper Stub
Assistent: Offentliggøres snarest
Specialtrænere (alle årgange):
Fysiske trænere: Jonas Lindberg, Mathias Bjerre & Ronni Lykke Bødker
Keepertrænere: Dan Petersen & Svend Knudsen
Mentaltræner: René Nielsen
Børneudviklingstrænere:
Benjamin Lassur
Martin Vestergaard
Rekrutteringsansvarlig:
Per Andersen