shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Her er vores syv potentielle Champions League-modstandere

Efter at have sikret sig det danske mesterskab allerede i maj måned, har HB Køge ventet på at finde ud af, hvem der kan vente i playoff-runden til UEFA Women’s Champions League.

I weekenden blev første kvalifikationsrunde afviklet, og her blev 60 hold skåret ned til 15, der sammen med mestrene fra Sverige, Tjekkiet og Danmark (HB Køge) samt sidste års 2’ere fra Frankrig, Tyskland, England, Spanien, Sverige og Tjekkiet – i alt 24 hold – skal spille playoff-kampe om de sidste 12 billetter til turneringen. Mestrene fra Frankrig, Tyskland, England og Spanien er direkte kvalificerede til gruppespillet og tager de sidste 4 af de i alt 16 pladser, der er i turneringens gruppespil.

Efter weekendens playoff-runde er holdene blevet grupperet efter, om de er med som nationale mestre eller gennem deres sekundære ligaplacering i sidste sæson. Som nationale mestre skal HB Køge altså op imod et andet nationalt mesterhold i playoff-runden. Holdene er blevet seedet efter de koefficientpoint, de har indsamlet i UEFAs turneringer de seneste år, og her befinder HB Køge sig i det useedede lag af klubber.

Det betyder, at HB Køge kan trække en af følgende klubber i playoff-runden, når der trækkes lod d. 1. september i Nyon i Schweiz.

Slavia Prag (Tjekkiet)
FC Rosengård (Sverige)
Juventus (Italien)
St. Pölten (Østrig)
Zürich (Schweiz)
Vllaznia (Albanien)
Benfica (Portugal)

“Det er nogle gode hold, vi kan møde. Trækker vi Rosengård eller Juventus bliver det meget svært, men ellers burde vi have fornuftige kort på hånden. Det bliver tætte kampe uanset hvad, og det er svært at se os være meget mere end 50-50 favoritter imod nogen af modstanderne. Men vi tror på vores chancer og er spændte på, hvor vi skal hen. Uanset hvad er målet det samme: vi går benhårdt efter at kvalificere os,” siger HB Køge-cheftræner Søren Randa-Boldt.

Playoff-runden afvikles over to kampe – en på hjemmebane og en på udebane – og kampene spilles i uge 38 og uge 39. Hvem der starter hhv. på hjemmebane og på udebane afgøres også ved lodtrækningen d. 1. september.

Sidste år kvalificerede HB Køge sig til turneringens gruppespil ved at besejre tjekkiske Sparta Prag med samlet 3-0 efter en 1-0-sejr på udebane og en 2-0-sejr på Capelli Sport Stadion.