Historien om HB Køges nye nummer 7: Mike Jensen
7 A-landskampe, 155 kampe for Brøndby IF, 291 kampe for Rosenborg og massevis af europæiske kampe. Det er en rutineret herre, der på transfervinduets sidste åbningsdag, satte sin signatur på en kontrakt af 3,5 års varighed.
Men hvem er han, HB Køges nye nummer 7, Mike Jensen?
Mike Jensen er opvokset med fodbolden helt tæt inde på livet. Han er søn af den tidligere danske landsholdsspiller Henrik Jensen, der selv nåede 278 førsteholdskampe i Brøndby IF, og som senere gik trænervejen, og blandt andet har stået i spidsen for både Brøndby IF og HB Køges ene moderklub, Køge Boldklub.
Derfor var det også naturligt for Mike Jensen selv at give sig i kast med fodboldspillet. Og det gjorde han godt. I Brøndby IF var han et stort talent, der voksede og udviklede sig til en profil i en af landets største klubber. 155 kampe nåede han inden han i 2012 takkede af på Brøndby Stadion ved i sin sidste hjemmebanekamp for de gul/blå at blive matchvinder i et pokalderby mod F.C. København. En flot afsked og en af årsagerne til at de mange fans af Brøndby IF har Mike Jensen som en af deres helte.
I 2013 gik turen til Rosenborg i Norge, og også her blev Mike Jensen en kæmpe og måske endnu større profil. Ikke bare i Rosenborg, men i norsk fodbold generelt. Fire mesterskaber og tre pokaltitler blev det til for Mike Jensen i løbet af sine syv år i den norske storklub. I flere af årene som kaptajn. Et hverv han havde lige til det sidste af opholdet i Rosenborg, hvor det i alt blev til imponerende 51 scoringer i 291 kampe.
I januar 2020 rejste Mike Jensen til Cypern, hvor han blev en del af storholdet APOEL. Her blev det i 2020 til 21 kampe inden han ved årsskiftet besluttede sig for igen at vende hjem til dansk fodbold efter i alt otte år i udlandet.
Velkommen, Mike!
CV
Født: 19. februar 1988
Position: Midtbane
Tidligere klubber
Brøndby IF // 155 kampe
Malmö FF // 10 kampe (leje)
Rosenborg BK // 291 kampe
APOEL // 21 kampe
7 A-landskampe og 83 ungdomslandskampe for Danmark