Historisk oprykning til kvinderne
Lørdag eftermiddag skrev HB Køge sig ind i historiebøgerne, da kvinderne sikrede sig den imponerende femte oprykning i streg og dermed er gået fra Serie 2 til landets bedste række på rekordtid.
Med lutter sejre og clean sheets i de tre første kampe i Gjensidige Kvindeliga Kvalifikationsspillet havde Peer Lisdorfs tropper kun brug for ét point, da de lørdag drog til Østerbro, hvor B.93 ventede. Inden kampen lå holdet med en bedre målscore end AaB på en førsteplads, som er den ene af de to adgangsgivende positioner til landets bedste række. Således lå de lunt i svinget til på ny at skrive sig ind i historiebøgerne. Og selvfølgelig var der ingen svinger i valsen, da først Kyra Carusa bragte HB Køge 1-0 efter et flot opspil og sidenhed kunne se modstandernes Nielsen scorer et uheldigt selvmål – igen efter et flot opspil og en hurtig omstilling.
Læs også: Carusa er lykkelig for landsholdsdebut og en særlig mentalitet i HB Køge
Med sejren blev det forventede resultat indfriet: En sejr. Dermed er kvinderne på rekordtid gået fra at spille i landets femtebedste række til nu at skulle spille på de store herregårde i dansk kvindefodbold. Og det tilmed med en række af de samme spillere, herunder anfører Maria Uhre. En historisk bedrift, der næppe bliver overgået foreløbig.
Et stort tillykke skal lyde til hele holdet bag den imponerende bedrift.