Høst vil gribe chancen for alvor
21-årige Mathias Høst kom til HB Køge i sommeren 2018, hvor han som 18-årig skiftede fra ungdomsafdelingen i F.C. København. Siden har den talentfulde venstreback arbejdet sig tættere og tættere på startopstillingen. 36 kampe er det blevet til siden han debuterede i juli 2018, hvor han blev indskiftet i 89. minut af sæsonåbneren mod FC Roskilde.
I weekenden var der fuld spilletid til Høst i udekampen mod Vejle, og selvom HB Køges normale venstreback, Christian Overby, pt. døjer med en skade, så har udviklingen hele tiden gået på mere og mere spilletid til Høst. Både som venstre back, og lidt længere fremme på kanten.
“Det er jo det, der hele tiden har været målet. At arbejde mig stille og roligt, men hårdt, hen mod fast spilletid. Det har været vigtigt for mig hele tiden at kunne gøre mig gældende både på træningsbanen, og når jeg er blevet sendt på banen indskifter. Jeg har hele tiden forsøgt at bygge på og at tage de “små skridt” hen mod den faste spilletid. Det har været vigtigt for min udvikling”, fortæller Mathias Høst.
Rutinerede Christian Overby har været Høsts nærmeste konkurrent til en plads i startopstillingen, og trods det at de kæmper om den samme position, så har de to haft et rigtig godt indbyrdes forhold.
“Overby har været en trofast makker, som på trods af, at vi har konkurreret om den samme plads, stadig har haft tid til at dele ud af sin viden og erfaring. Det har virkelig gavnet mig og gjort mig tryg”, fortæller Mathias Høst om back-makkeren, Overby.

Foto: Michal Frimundt Petersen
Det seneste halve år har budt på mere og mere spilletid, og flere og flere startpladser til Høst, og kampantallet er nu steget til 36 i alt.
“Jeg er rigtig glad for at det tal bliver ved med at stige, for det fremmer i den grad også min udvikling, at jeg bliver ved med at få flere og flere kampe. Og at få 90 minutter som i søndags, gør at man virkelig kommer ind i rytmen og får tempoet ind under huden”.
I kampen mod Vejle var HB Køge oppe imod rækkens tophold, og den klare favorit til at rykke op i Superligaen. Og efter kampen, der endte med et smalt nederlag på 0-1 var Høst ikke helt tilfreds med indsatsen.
“Min egen præstation kunne have været bedre. Jeg synes, jeg normalt er bedre på bolden, end hvad jeg fik vist, og jeg ville gerne have lukket lidt bedre af defensivt. Som hold kommer vi ikke rigtigt ud og gør det, vi er gode til. Nemlig at have tid på bolden og få kørt den rundt. Vejle lykkedes med deres pres, så vi kommer til at forsvare meget, og når vi endelig erobrer bolden, smider vi den for hurtigt væk. Det bliver for lange perioder, hvor vi forsvarer, og det er med til, at vi ikke kan holde fast. Vi ved, at vi er bedre end det vi viste mod Vejle, og det er vi klar til at gå ud og vise på fredag”, slår Mathias Høst fast og ser frem mod fredagens hjemmekamp mod Vendsyssel.
“Vendsyssel er et godt spillende hold, med kvaliteter i begge ender af banen. De rykkede ned fra Superligaen i sidste sæson, og er vant til et højt tempo. Det skal vi være klar til at matche. Det bliver en kamp, hvor der skal kæmpes hårdt for de tre point. Fighten er vigtig og derefter skal vi sætte os på spillet og være dominerende både på bolden og i vores dueller”, slutter Høst.
NordicBet LIGAEN
HB Køge – Vendsyssel FF
Fredag den 6. marts kl. 19.00
Capelli Sport Stadion

Foto: Martin Håkan // Coverganda