Hornemann: En lang rejse at komme hertil
Lige som mange andre i truppen, fik Sofie Hornemann lørdag eftermiddag uofficiel debut for de forsvarende danske mestre, da hun startede inde for HB Køge i træningskampen mod B.93. Træningskampen er sommerens første og markerer også afslutningen på en hektisk uge, hvor Hornemann sammen med en række andre spillere er flyttet til Køge fra Kolding, har mødt sine nye holdkammerater og i weekenden er på træningslejr.
”Jeg har glædet mig helt vildt meget. Det har jo været en lang rejse at komme herover, som jeg har glædet mig meget til. Nu er vi endelig i gang og det er jo et forsvarende mesterskabshold, så det handler for mig også om at komme ind og vise, at jeg også kan spille på det niveau”, fortæller Hornemann efter kampen og uddyber om 0-0-resultatet mod 1. Divisionsholdet fra det østlige København,
”I forhold til det niveau, vi rammer lørdag synes jeg godt, at vi kunne have gjort det bedre. Man kan godt se, at det er første uge, at vi skulle have ramt hinanden bedre og kondien ikke er helt i top. Men det begynder at ligne noget”.
Efter kampen fortsatte holdets træningslejr, hvor der blandt andet var en minigolfturnering på programmet, ligesom der hen over weekenden har været flere tidsrum til sociale aktiviteter. Det er noget, som den nytilkomne angriber glæder sig meget over og hun kan allerede nu mærke, at trods mange nye ansigter, er der en god atmosfære i truppen
”Vi er helt vildt gode til at være sociale på holdet. I denne weekend er vi jo på træningslejr i lokalområdet og bor på hotel, hvor vi allerede nu bruger rigtig meget tid sammen. Om det er gåture ved vandet, sammen på værelserne, ja, vi bruger tid med hinanden og snakker sammen på tværs af alle aldre og nationaliteter. Det er så fedt og man kan virkelig mærke sammenholdet i truppen. Jeg tænker, at når det fungerer udenfor banen, så fungerer det også inde på banen”, slutter Sofie Hornemann af.