Hvidovre rykker hjem igen
1. Divisionskollegaerne fra Hvidovre IF lånte i forrige spillerunde Capelli Sport Stadion i Køge til deres hjemmekamp mod Fremad Amager, da deres egen bane var i ringe forfatning.
Oprindeligt var planen også at Hvidovres to sidste kampe i grundspillet skulle afvikles på HB Køges hjemmebane, men Hvidovre har besluttet sig for at “flytte hjem” igen.
“Vi har været glade for at kunne hjælpe Hvidovre ved at låne vores hjemmebane ud, og vi havde naturligvis også gerne hjulpet i de sidste par kampe, hvis der havde været behov for det. Men det er kun godt at Hvidovre nu kan rykke hjem på egen bane – det er alt andet lige sjovere at være hjemmehold på sit eget stadion”, siger HB Køge-direktør Per Rud.
Ovenstående betyder også, at HB Køges udekamp mod Hvidovre i grundspillets sidste kamp den 19. marts, skal spilles i Hvidovre.