Hyldest overrakt til Heidi Johansen
I marts måned faldt Kvindernes Internationale Kampdag sammen med 24. spillerunde i 3F Superligaen. Det havde FC Nordsjælland valgt at fejre ved at lade deres Superliga-, Gjensidige Kvindeliga- og en række ungdomshold spille weekendens kampe med navne på spillernes kvindelige idoler på ryggen. I den forbindelse havde Superliga-målmanden Nicolai Larsen valgt HB Køges egen Heidi Johansen til ære for den flotte karriere på landsholdet og som en hyldest til at være den første kvindelige fodboldtræner i dansk herrefodbold:
“Hun har så meget erfaring fra sin egen karriere som landsholdsmålmand, som hun kan bruge som træner for både kvinder og mænd. Hvorfor skulle den ekspertise ikke kunne komme begge køn til gode? Målmandsspillet bør være det samme, og det er hun i gang med at bevise”, sagde Nicolai Larsen om baggrunden for sit valg.
I anledning af sin fødselsdag tidligere på ugen fik Heidi Johansen efter onsdagens NordicBet LIGA-kamp mod Fredericia så overrakt den trøje, som FCN-keeper Nicolai Larsen havde spillet i kampen mod Brøndby IF. Det var en rørt målmandstræner, som stolt og glad tog mod trøjen, rosen og anerkendelsen:
“Jeg var mega overrasket over at få den anerkendelse. Normalt tænker jeg ikke så meget over at skulle være en rollemodel. Selvfølgelig, vil jeg gerne være et godt forbillede, men jeg har ikke tænkt over, at det kunne skabe så meget røre at være first mover som kvinde i herrernes fodboldverden. På den måde synes jeg, at det er stort, når en af landets topmålmænd nævner mig i den forbindelse – det er jeg meget stolt, taknemmelig og beæret over”.
“Jeg har det sådan, at jeg håber på at kunne skabe noget fokus på, at man kan hvad man vil og at man skal tro på sig selv. Og det er ikke kun i fodbold. Det kræver selvfølgelig hårdt arbejde, men man skal gå efter det. Hvis man har en drøm, skal man bare kaste sig ud i det og ikke lade sig begrænse af køn, alder, hudfarve eller andet”, slutter Heidi Johansen.
I vinters valgte Heidi Johansen og HB Køge at fortsætte samarbejdet. Læs mere om den historie her.

Sara Haile var i marts måned med til at få kontakt til Nicolai Larsen, efter han havde spillet i trøjen. Her overrækker Haile trøjen til Johansen.