Hyldest til hverdagens helte
Af Per Rud, direktør, HB Køge
På denne tid af året gør vi alle status. Vi stiller de faste – nogle gange lidt ubehagelige – spørgsmål: Har jeg passet på min familie? Hvordan har jeg klaret mig på jobbet? Huskede jeg mine venner? Eller mere lavpraktisk: Hvor mange kilo har jeg taget på?
Øvelsen er den samme i en fodboldklub. Vi stopper op. Reflekterer. Analyserer. Tænker på de resultater, vi er lykkedes med og siger tak for indsatsen til hinanden.
De seneste fire år har været en hvirvelvind for HB Køge. ”Vokseværk” er ikke dækkende. Vi burde være blæst omkuld, men vi står stadig. På et solidt fundament.
Milepæle
Milepælene i 2022 var det andet danske mesterskab til kvinderne. Det var også året, hvor vores satsning på talenterne slog igennem på NordicBet Liga-holdet. Vi landede en banebrydende aftale med landets førende dagligvarekæde Netto. Mændene spillede hele efteråret med Broen Køge på brystet for at støtte udsatte familier i byen. Blandt meget andet.
For der er mange andre begivenheder, der ruller på den indre biograf, når jeg genbesøger året, der lige om lidt rinder ud: De frivillige, som møder op og nu også sælger pølser og burgere til vores hjemmekampe. ”Fejeholdet”, som gør rent på Capelli Sport Stadion hver mandag mod en fyrstelig belønning i form af en lunken øl. Trænerne i moderklubberne, der sikrer, at medlemstallet bare stiger og stiger. NETVÆRKETs partnere, som ikke kunne drømme om at melde sig ud, selv om de måtte være pressede. Et bredt flertal i byrådet, som har vist os tillid og trykket på knappen, så vi får en arena, vi kan være stolte af. Og meget, meget mere.
Når man gør det ”personlige årsregnskab” op ved udgangen af 2022, skal man jo også lave et ”budget” for 2023. Det er vist det, der hedder nytårsforsæt i folkemunde.
Hjemme i privaten har min frue spillet ind med, at jeg burde have en ambition om igen at kunne klemme mig i de gamle jeans. Jeg leder stadig efter et comeback og et snedigt svar på den opfordring.
Til gengæld står det fast, at det ikke er en option at knokle mindre for alle os, der har det privilegium at arbejde med vores passion i HB Køge. Vi skal finde de næste 10 procent for at klare os i konkurrencen.
I 2023 sætter vi ikke en ny retning. Vi skal måske skrue på et par knapper. Men vi skal holde fokus og undgå at sætte en masse nye projekter i gang. Sportsligt bliver dagsordenen at få kvinderne i mål til en ny titel og at undgå, at mændene bliver fedtet ind i bundkampen. Hjælp os med det. Kom på stadion og stå bag vores flagskibe. Generelt: Støt i stort og småt. Alle bidrag tæller.
Hverdagens helte
Der er én nyhed, vi præsenterer i løbet af 2023. Det er HB Køges svar på ”Hall of Fame.” Der er så mange mennesker, både på og uden for banen, der har ydet store bidrag for at vi flytter os. Vi skal skabe et forum, hvor de bliver hyldet, både spillere og hverdagens helte.
Til sidst en nytårshilsen til klubbens ejer, George Altirs, og her tænker jeg, at jeg taler på vegne af os alle. George og Capelli Sport har i både tanke og handling været den bedste ejer, vi kunne ønske os. George vil gerne se udvikling og er utålmodig – på den gode måde. Men først og fremmest respekterer og forstår han, at den stærke lokale forankring er DNA for HB Køge.
Vi ses i 2023.
Godt nytår til alle.
Med jævne mellemrum gør Per Rud på HBKoge.dk status over klubbens udvikling og kigger på tendenserne i dansk fodbold generelt. “RUDS RUDE” er direktørens vindue til at gå bag om resultaterne og give et dybere indblik i hverdagen i HB Køge.