Ildsjæle kåret som Årets Frivillige 2020
Efter lørdagens hjemmekamp mod Kolding IF kårede HB Køge Årets Frivillige 2020, og det var et imponerende stærkt team, der løb med titlen.
Bente Unger og Jane Christiansen har som frivillige løftet en stor opgave i klubbens daglige liv – både på kampdage, men også i hverdagen har de to ildsjæle lagt en kæmpe frivillig arbejdsindsats.
“Bente og Jane har ydet en kæmpe indsats gennem mange, mange år. Først som spillerkoner og frivillige i Køge Boldklub, og siden efter HB Køges flytning til Capelli Sport Stadion i Køge, har de begge gjort en kæmpe forskel”, fortæller HB Køges direktør Per Rud, der offentliggjorde kåringen efter lørdagens hjemmekamp mod Kolding IF.
“Ansvaret har været stort, men først og fremmest som ansvarlige ved kampafvikling for sponsorer i loungen i det gamle klubhus har Bente og Jane været af uvurderlig værdi. De har forberedt lokaler, rengjort, gjort mad klar, serviceret og ryddet op. Desuden er de begge kommet i klubben i løbet af ugen og hjulpet med køkkenet og loungen. Siden de nye administrations- og mødelokaler er taget i brug, er Bente og Jane flyttet med. De hjælper med køkkenet, arrangementer, forefaldende opgaver og især omkring kampene gør de bare en forskel. At mændende, Rene Unger og John Milo Christiansen, også er aktive på frivilligsiden gør ikke kåringen mindre rimelig”, lyder det fra Per Rud.
Bente og Jane fik hver overrakt HB Køge-trøje, flotte blomster fra Bjerre Flowers og en lækker gavekurv fra Kjærstrup Chokolade.
Årets Frivillig i HB Køge
2020 // Bente Unger og Jane Christiansen
2019 // Jeanne Poppelhøj
2018 // Børge Jensen
2017 // John Nybo Hansen
2016 // Torben Bruun
2015 // Helle Janniche
2014 // Randi Jakobsen
2013 // Ejgil Olsen
2012 // Bruno Zingg
2011 // Jørgen Jakobsen
2010 // Jesper Nybo
Bente Unger (tv.) og Jane Christiansen (th.) flankerer HB Køge-direktør Per Rud, der overrakte gavekurv, blomster og en HB Køge-trøje til Årets Frivillige 2020.