Isabella Obaze forlænger med HB Køge
Forsvarsspilleren Isabella Obaze har netop sat sin underskrift på en ny aftale med HB Køge. Den nye aftale betyder at hun også i de kommende tre år vil være på kontrakt i HB Køge.
Isabella Obaze kom til HB Køge i januartransfervinduet 2021 fra KoldingQ. Siden har hun sat sig på en fast plads i HB Køges startopstilling både i Gjensidige Kvindeligaen hvor hun var med til at hjemføre Danmarksmesterskabet i sidste sæson, og i UEFA Women’s Champions League hvor hendes præstationer også er blevet anerkendt internationalt.
I løbet af efteråret har hun været på Månedens Hold de seneste tre måneder i den bedste hjemlige række, mens hendes præstationer for HB Køge også førte til en udtagelse til det danske kvindelandshold i november.
Det er derfor med stor glæde, at det er lykkedes klubben at få hendes aftale forlænget.
“Isabella har gjort det helt fantastisk i løbet af det år, hun har været i klubben. Hun har udviklet sig eksplosivt i takt med resten af holdet, og hun er endt som et godt billede på hele udviklingen. Vi så potentialet i Isabella og hun turde tro på vores projekt, så vi er virkelig glade for, at hun nu også vil være med til at løfte os til det næste niveau,” siger HB Køge-direktør Per Rud om forlængelsen.
Næste opgave for Isabella og resten af HB Køges kvindehold venter torsdag aften, hvor TSG Hoffenheim gæster Capelli Sport Stadion. Du kan sikre dig billet til kampen via linket herunder.
// Køb billet: HB Køge – TSG Hoffenheim //