Jankovska før FCN: Vi har ild i øjnene
Efter en lang vinterpause ruller bolden endelig igen i Gjensidige Kvindeligaen, når de forsvarende mestre fra HB Køge tager imod FC Nordsjælland i slutspillets første kamp. Ifølge Sarah Jankovska har det været en god og lærerig pause, men nu er truppen også sultne efter at komme rigtigt i gang igen.
“Det har været en lang, men rigtig god vinterpause. Vi har knoklet på træningsbanen og har fået bygget meget på vores spil, så det er virkelig positivt, synes jeg. Derudover har vi spillet en del testkampe, hvor vi blandt andet har mødt tophold fra Sverige og fået modstand fra øverste hylde. Så alt i alt har det været en god pause, men nu er vi også sultne efter at komme rigtigt i gang igen,” siger Sarah Jankovska.
HB Køge har dog tyvstartet en smule inden opstarten i ligaen, da de både har spillet kvartfinaler og semifinaler i Gjensidige Kvindepokalen. Her gik det dog ikke som ønsket, da de i semifinalen i Hjørring måtte se sig slået ud af pokalen efter et 2-0-nederlag til rivalerne fra Fortuna. Et nederlag, der har gjort ondt på truppen, men også har givet dem endnu mere blod på tanden for at starte mesterskabsspillet godt ud senere i dag, fortæller den unge midtbanespiller.
//KØB BILLET: HB KØGE – FC NORDSJÆLLANND//
“Det er selvfølgelig hårdt, når det ikke lige går, som man gerne ville. Det var fra start et stort mål for os at kvalificere os til pokalfinalen, så det er klart, at nederlaget har gjort ondt på os. Derfor er vi også endnu mere opsatte på at starte godt ud i dag imod Nordsjælland, og vi har kun endnu mere ild i øjnene. Vi skal ud og bevise, at pokalskuffelsen kun var en engangsforestilling, og vi vil bevise, at det ikke kommer til at definere os i resten af sæsonen i Kvindeligaen,” siger Jankovska, der også sætter ord på, hvordan de i træningsugen har arbejdet på at komme videre fra pokalskuffelsen og blive klar til aftenens kamp mod Nordsjælland.
“Det har først og fremmest været vigtigt for os at få afsluttet de to semifinale-opgør, så det har vi naturligvis haft fokus på i starten af ugen. Derudover har vi knoklet ekstra hårdt på træningbanen og arbejdet på at få vores gejst og energi tilbage i spillet. Det synes jeg, at vi er lykkedes med, så nu skal det ‘bare’ omsættes i kampen senere idag,” fortæller Jankovska og fortsætter om aftenens modstander.
“Nordsjælland er en svær modstander, der spiller hurtigt og er gode på bolden. Med det sagt, så har vi spillet et par rigtig gode kampe imod dem på hjemmebane, hvor vi hurtigt har fået kampen over på vores præmisser og gjort det svært for dem. Det samme skal vi gøre i dag. Vi skal have fokus på vores eget spil og gøre det, som vi er allerbedst til”, slutter Sarah Jankovska.
Der er kick-off senere i dag på Capelli Sport Stadion klokken 18:00
Køb din billet til kampen her eller se kampen på Viaplay.
Kampen præsenteres i samarbejde med Køge Kommune