Janus Seehusen forlader HB Køge

Janus Seehusen forlader HB Køge d. 1. juli.

Seehusen underskrev for et år siden en ny, to-årig kontraktforlængelse der indeholdt en markant lønstigning, men da klubben begik en fejl i forbindelse med registreringen af kontrakten hos DBU, blev den nye aftale aldrig gældende.

Fejlen blev først opdaget for nyligt og Janus har valgt at udnytte muligheden ved at meddele klubben, at han forlader HB Køge denne sommer, hvor hans oprindelige kontrakt udløber.

Det til trods for at HB Køge gennem hele det forgangne år har betalt Janus hans nye, forhøjede løn som kontraktforlængelsen dikterede.

”Der blev begået en administrativ fejl i klubben for et år siden, det må vi først og fremmest lægge os fladt ned og erkende. Da den blev opdaget, gav det pludselig Janus mulighed for at forlade klubben. Den har han altså valgt at tage, selvom han selv satte sin underskrift på den nye 2-årige aftale for et år siden,” siger sportsdirektør Auri Skarbalius og uddyber:

”Vi har gennem det seneste år efterlevet vores del af den nye aftale ved at betale Janus hans nye løn. Derfor skuffer det os meget, at Janus har valgt ikke at leve op til sin del af aftalen ved at blive her til kontraktens udløb – men vi er med på, at han rent juridisk har ret til at gå nu, hvor hans oprindelige aftale udløber.”

Efter fejlen blev opdaget har HB Køge tilbudt Seehusen en ny – endnu en gang forbedret – kontraktforlængelse, men den har han altså valgt at afvise.

Janus Seehusen nåede 70 kampe for HB Køge.

Capelli Sport