Jason Arnold ny midlertidig direktør i HB Køge

HB Køges bestyrelsesmedlem Jason Arnold er blevet indsat som midlertidig direktør i HB Køge efter Per Ruds afsked med klubben.

Jason har dog allerede haft sin daglige gang i klubben gennem de seneste måneder og har gradvist overtaget flere af direktøropgaverne jo nærmere skiftet kom. De seneste fem år har Jason siddet i HB Køges bestyrelse som repræsentant for klubbens ejer, Capelli Sport, hvor han er Executive Vice President, Global Sporting Business.

Jason har gennem hele perioden været tæt med omkring driften af særligt klubbens Gjensidige Kvindeliga-hold, mens han adskillige gange årligt har haft sin daglige gang i klubben i længere perioder ad gangen.

“Jeg er vant til at være her og jeg kan lide at være her. Jeg kender spillerne, trænerne, alle de ansatte og en del af de frivillige medarbejdere og vores sponsorer, så på den måde bliver der ikke nogen markant ændring i hverdagen. Tanken er, at jeg står i spidsen for klubben, indtil vi har det rigtige setup for en så speciel klub som vores på plads. I HB Køge prioriterer vi alle vores spillere og hold lige højt. Det betyder, at vi har dobbelt så mange kampe og dobbelt så mange spillere som de fleste andre klubber – men vi har altså ikke dobbelt så mange hænder rundt om dem. Så selvom vi har rigtig dygtige og hårdtarbejdende medarbejdere, kræver det noget specielt at drive klubben, og det kigger vi nu på, hvordan vi gør bedst fremadrettet,” siger Jason Arnold.

Jason boede som teenager en årrække i Viborg, da hans far fik arbejde på Flyvestation Karup. Jason taler derfor dansk og hans fortid i landet var da også med til at føre Capelli Sport og HB Køge sammen for fem år siden. Læs mere om Jasons fortid og hans vej til HB Køge her.

Mens der altså omstruktureres udenfor kridtstregerne understreger Jason Arnold, at der ikke ændres på de sportslige projekter eller ambitioner for hverken klubbens Gjensidige Kvindeliga-hold, NordicBet Liga-holdet eller for klubbens ungdomshold på både pige- og drengesiden.

“Det er stadig ambitionen, at vi vil have landets stærkeste kvindehold. Derfor er vi også i gang med at sætte truppen sammen på den måde, vi tænker stiller os bedst til de næste sæsoner. På herresiden er vi spændte på, hvad både transfervinduet og den kommende sæson bringer. Det er nu, vi skal til at høste de første frugter fra det dristige projekt, vi satte i søen sidste år. På ungdomssiden har både vores drenge- og pigeafdeling rykket sig massivt i licenssystemet de seneste år og producerer nu begge spillere til vores to førstehold. Samtidig er vi i gang med et fantastisk ambitiøst stadionbyggeri, som både Køge Kommune og vores ejer, George Altirs, har investeret rigtig mange penge og meget tid i. Så der er mange ting at være optimistiske omkring, og vi glæder os allerede til at komme i gang med den nye sæson,” siger Jason Arnold.

Jason havde officielt første dag som direktør i HB Køge mandag d. 17. juni.

Capelli Sport