shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Jørgensen og Hamzah udlejes til Holbæk

Midtbanespilleren Casper Jørgensen og offensivspilleren Abdul Hamzah skifter med øjeblikkelig virkning til 2. Divisionsklubben Holbæk B&I på en lejeaftale, der gælder resten af året.

“Vi har en bred trup, og særligt på den centrale midtbane og i offensiven har vi mange spillere, der kæmper om de samme pladser. Vi har derfor hele tiden været bevidste om, at vi skulle justere på truppens sammensætning. Derfor har vi haft en god dialog med både Casper Jørgensen og Abdul Hamzah om at blive udlånt for på den måde at få flere spilminutter i benene end de ville få hos os i efteråret. De er begge unge, og de har fremtiden foran sig og spilletiden er vigtig for dem. Vi har en god relation til Holbæk, og vi glæder os til at følge dem dér”, udtaler HB Køge-direktør Per Rud.

”Casper Jørgensen gav fine løfter, da han mod slutningen af sidste sæson fik nogle kampe. Han er en spiller, der gerne vil have bolden og hele tiden tænker fremad. Jeg er sikker på, at han vil modnes i Holbæk, og så ser vi frem til, at han kommer tilbage til HB Køge som en spiller med flere dimensioner”, siger Per Rud.

17-årige Casper Jørgensen står noteret for fem kampe og en enkelt scoring for HB Køge. 18-årige Abdul Hamzah har endnu sin officielle debut til gode.