shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Jubril tilbage på træningsbanen

HB Køges engelske offensivspiller Jubril Adedeji har været ude med en knæskade i store dele af sæsonen. Genoptræningen er i fuld gang, og inden alt for længe er der udsigt til at Jubril igen kan begynde at træne sammen med holdkammeraterne.

“Genoptræningen går rigtig godt. Jeg følger planen, og tager det stille og roligt. Status er at jeg har været ude i otte måneder, og er klar til at tage de næste skrift i genoptræningen,” fortæller Jubril Adedeji, der for et par uger siden rykkede genoptræningen fra træningslokalet og til træningsbanen. I første omgang til individuel træning, men snart påbegyndes træningen med resten af holdet.

“Jeg er tilbage på banen, og træner lige nu mine bevægelser med bolden og mine retningsskift. Det føles rart at være tilbage, og som tiden går er det naturligvis med til at øge selvtilliden. Jeg begynder at træne med resten af holdet om et par uger, men har stadig noget individuel træning med Jonas (Lindberg, fysisk træner, red.) før jeg er helt klar til det.”

21-årige Jubril Adedeji nåede blot en enkelt kamp i indeværende sæson inden en skade i sæsonspremieren ude mod AC Horsens satte ham ud af spillet. Skaden krævede operation og har krævet tålmodighed i genoptræningen. Og forude venter nu den sidste del af genoptræningen, hvor det er vigtigt at passe på sig selv, og undgå af forcere noget.

“Det er svært at sige, hvornår jeg er klar til at komme i kamp igen. Der kan være forskel på hvordan jeg selv føler mit knæ har det, og hvordan tingene reelt er. Det er Thomas Jørgensen hos ProTreatment, der bestemmer hvornår jeg er klar til comeback. Udgangspunktet er, at det desværre nok først bliver i næste sæson,” slutter Adedeji.