shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Karlsen: Holdet har bund og slår igen

Torsdag aften blev det til 2-2 i Fredericia, da et sulten og ivrigt HB Køge-mandskab knoklede som besatte og indtil de allersidste sekunder lignede vindere af kampen. Men et mål i fire minutters overtid betød, at det “kun” blev til et point med rækkens tophold. Og det fordrer selvfølgelig frustrationer:

– Jeg er…. Den første følelse, jeg har er frustration over, at vi ikke får de tre point, som jeg synes, vi har fortjent i dag. Ikke at få tre, men at stå med et, det er frustrerende set på den kamp og de muligheder, vi havde, siger Morten Karlsen efter kampen i Fredericia.
– Når det så er sagt og jeg har fået lidt luft til hovedet, så må jeg sige, at det vi så i forhold til at smaske igennem, kæmpe for alle bolde, løbe med tilbage og alle de her ting var en kamp til UG. Så den ene situation i 90+4 definerer lidt billedet. Men kigger vi under det, så var det en rigtig god præstation mod en rigtig god modstander. Deraf også frustrationen over ikke at få de tre point.

Der er dog rigeligt med positive takter at tage med fra kampen, hvor det først til allersidst blev afgjort. HB Køge lignede i store perioder det bedste hold og spillede sig frem til flere store chancer – i hvad, der muligvis er sæsonens bedste præstation:

– Jeg ville være rigtig bekymret hvis vi ikke havde chancerne, ikke kunne sætte noget sammen, modstanderen havde hundrede chancer og vi ikke ville kunne sætte noget sammen. Igen, det er en situation, der definerer den følelse, vi har. Så der skal vi også være så koldblodige, at vi ser på, at det vi gør i 93 minutter er vores nok bedste præstation i sæsonen.

– Kevin (Ray Mendoza, red.) har et par gode redninger, vores midtbane løber som de skal, vores stoppere har modet hele vejen. Så jeg vil ikke pinpointe nogen. Holdet var solidt i dag. Også mere end solidt.

Hvad er det kommet af? Er vi blevet stærkere af den seneste tids modgang?

– Vi begyndte allerede at tænke lidt “Okay, hvad sker der nu?”, da de scorer til 1-1 i 80. minut på udebane. Men vi slår igen. Så det viser, at selvom vi stadig skal lære at blive dygtigere på nogle ting, er der bund i holdet. Der har været bund i holdet i lang tid, men vi har bare ikke været dygtige nok til at få marginalerne på vores side i lang tid. Og så bliver man straffet. Bunden er der, slutter Morten Karlsen af.

NordicBet LIGA

FC Fredericia – HB Køge // 2-2

Torsdag, den 24. oktober 2019

Foto: Martin Håkansson, Coverganda