shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Karlsen: Indædthed efter at ville lykkedes

Søndag eftermiddag kom den første sejr i NordicBet LIGAEN i næsten to måneder, da HB Køge nok engang slog lokalrivalerne fra FC Roskilde med 2-1. En sejr, der faldt på et tørt sted og derfor naturligt nok begejstrerede cheftræner Morten Karlsen, der finder sejrens årsag i indsatsen, i den grundlæggende vilje til at ville sejren og det benhårde arbejde:

– Der er flere grunde til, at vi lykkedes i dag. For det første, så lagde vi indsatsen og hjertet det rigtige sted. Så synes jeg også, at vi chancemæssigt har det, der skal til for at vinde. Måske skulle vi have scoret en mere lidt tidligere. De var stadig gode på bolden og er et habilt hold – selv med en del ude. Men jeg synes, at vi fik løst vores – selv med en helt ny firemands midtbane.  Vi vandt på indsats og på fokus – og ikke mindst viljen til at få tre point, siger Morten Karlsen og fortsætter:

– Vi ser også en trodsreaktion og en indædthed efter at ville lykkedes. Samtidig har vi også skruet op for detaljegraden og kravene til hinanden. Det er selvfølgelig også en af årsagerne. Men det er også det, der skal bære os igennem de næste par kampe.

Forskellen på søndagens sejr mod FC Roskilde og de sidste par kampe kan derudover tilskrives to særlige forskelle i forberedelserne:

– Der er to faktorer, der har trigget drengene op til i dag: det er et lokalopgør og så følte vi, at vi leverede en god præstation mod Skive IK, men tabte. Vi har også kigget indad og målt på, at vi mangler nogle procenter et eller andet sted. Blandt andet på vores afslutninger. Det er ikke fordi, vi kreerer rigtig mange chancer i dag, men vi tager vare på dem, vi får.

Naturligt nok var Morten Karlsen både glad og lettet over sejren. Særligt glad var han over at se de to unge spillere Mathias Høst og Oliver Sonne starte inde og gøre så god en figur, som det var tilfældet. Det var nemlig deres kun anden og første plads i startopstillingen i NordicBet LIGAEN i indeværende sæson:

– Høst og Sonne kom ind fordi vi havde Tobias Christensen og Martin Jensen inde centralt. Hvis jeg på en god dag dividerer med hundrede, så minder de måske om en 6’er. Derfor kunne Høst og Sonne give lidt mere form på midtbanen. Høst har været tæt på startopstillingen, men alligevel et stykke fra, fordi Overby har spillet. Men de to har et rigtig godt forhold – både på og udenfor banen, hvorfor de lykkedes. Derudover ville jeg belønne Høsts flid og arbejdsindsats samt en god stigende form. Så han skal bare bringe det noget mere. Jeg er rigtig glad på hans vegne for at få en kamp og tilmed få scoret et mål.

Desuden fremhæver Morten Karlsen også kampens anden målscorer, Jakob Johansson, der endelig – fristes man til at sige – fik hul på bylden og scoret sæsonens første mål i NordicBet LIGAEN:

– Det betyder meget for Johansson at komme ind og få scoret i dag. I hvad der var hans første rigtige seniorsæson i sidste sæson lavede han 15 mål for os og spillede mere eller mindre fast. Den her sæson har han været lidt længere fra holdet – også fordi vi ændrede system. Men som altid kommer han ind med en kæmpe arbejdsindsats. Hans træningsfokus de sidste par uger og ærgerrighed bragte ham i dag til et mål. Det er rigtig godt for ham og rigtig godt for os, slutter Morten Karlsen.

HB Køges næste opgave er på torsdag, hvor turen går til FC Fredericia.