shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Karlsen: Lettet og glad

Sæsonens første sejr kom onsdag aften, da ærkerivalerne fra FC Roskilde blev slået med 3-2 efter et vildt opgør, hvor der var spænding til det sidste og sejren hele tiden lurede.

Det luner hos cheftræner Morten Karlsen, der var rigtig glad for at se drengene lykkes og blive belønnet for det hårde arbejde, de har lagt for dagen de sidste mange uger.

Her er cheftrænerens ord fra kort efter onsdagens sejr:

– Jeg er både lettet og glad lige nu. Lettet over at få de tre point, som jeg synes, at vi langt hen ad vejen fortjente. Og så glæde – bare fordi vi fik sejren. Den er jeg rigtig, rigtig glad for.

– Det, der er udslagsgivende i dag er faktisk ikke så anderledes end i de sidste par kampe. Vi kreerer mange chancer mod Kolding og få mod Viborg – som er ekstremt gode defensivt. I dag laver vi ekstremt mange chancer og forskellen er vel, at vi konverterer nogle af de chancer. Koch Helsted var jo ekstremt effektiv og kunne på en god dag godt lave to mål mere.

– At se det hårde arbejde lykkes betyder, at vi kan sænke skuldrene lidt. Vi kan bilde os selv ind, at det hårde arbejde, vi render og laver også er det rigtige. Det ansporer klart til, at vi vil have mere. Det ansporer også til, at vi kan glæde os over, at vi nu lykkedes på samme måde som i pre-season.

– De ind- og udskiftninger vi laver er et udtryk for, at vi har en bredere trup, end vi længe har haft. Det viser også, at vi har en masse kvalitet, og det var det, vi synes, vi manglede. Med (Jean-Claude, red.) Bozga fik vi noget tilstedeværelse, som vi også kunne bruge på standarder. Med Liam (Jordan, red.) vidste vi, at der kom noget friskhed, og til sidst kommer Jubril (Adedeji, red.) med fysik og power. Så det er vi også glade for.