Karlsen: Spillernes relationer og sammenhold afgørende for sejr
Sæsonens femte sejr blev hentet lørdag eftermiddag, da et publikum på Capelli Sport Stadion og hjemme i de danske tv-stuer kunne se HB Køge besejre topholdet fra Viborg FF med 2-1. En flot holdpræstation og en sejr, der meget sent kom i hus. Men det gjorde bestemt ikke euforien mindre hos trænerteamet:
– Da kampen blev fløjtet af, var jeg rigtig glad. Jeg vil ikke sige, at vi fik som fortjent, men det var rart, at vores præstation rakte til tre point – eller rettere sagt: Den var god nok til tre point. På samme måde, som vores præstation i Fredericia også kunne have givet tre point. At vi fik de tre point, det gjorde mig glad, siger cheftræner Morten Karlsen og fortsætter.
– Vi så rigtig gode ud fra start til slut. Vi var velkoordinerede og disciplinerede defensivt og så farlige ud offensivt – vi tog nogle gode omstillinger og nogle gode lange angreb. Så en solid kombination af en god offensiv og en god defensiv.
”En god manifestation”
Præstationen kom efter et broget efterår, der startede med ét point i de første tre kampe. Holdet ramte ikke hinanden og lykkedes absolut ikke med de ting, der var på tegnebrættet. Støt og stigende har truppen henover de sidste par måneder lagt på og arbejdet hårdt, men når udviklingen ikke altid har udmøntet sig i sejre, har det til tider været svært at holde hovedet højt – hvorfor sejren falder i rigtig god jord:
– Det er jo hele tiden balancen mellem at snakke om og at kunne se den fremgang, der har været i holdet – og stadigvæk er. Men selvfølgelig hjælper det på selvforståelsen, når man burde have vundet mod FC Fredericia på udebane og slår rækkens nummer et på hjemmebane med en rigtig, rigtig god præstation.
– Det er en god manifestation i forhold til nogle breaking points, som vi bare gør rigtigt og det betyder, at vi har marginalerne med os.
– I forhold til de personlige defensive fejl, vi har set, så var der ikke mange hverken i dag eller i Fredericia. Vi forsvarer godt, har evnen til at presse dem højt og laver samtidig stød mod deres spil.
Sejren over Viborg FF er det hidtil højdepunkt på en sæson, der som nævnt ikke begyndte som ønsket. Lørdag lykkedes meget af det, som holdet og Karlsen har arbejdet på i mange måneder:
– Det vigtigste for mig er, at vi kan se en kontinuerlig udvikling i præstationerne og i spillet. Jeg så også en god udvikling i opstarten til sæsonen, hvorefter vi blev ramt på resultaterne i starten af sæsonen – og deraf selvforståelsen i forhold til, hvordan vi er som hold. Men vi har stødt – og måske for langsomt – arbejdet os henimod at ligne en solid gruppe. Som vi var mod Fredericia og i dag mod Viborg er vi solide i præstationen. Og det er dejligt.
Et ”nyt” hold
Forud for sæsonstarten har der været en lang række tilgange og ankomster til HB Køge, som fra start af har udfordret sammenholdet og samspillet. Nye ansigter er kommet til og nye venskaber har skullet dannes. Selvom der fortsat er plads til forbedringer, så frydes Karlsen over, at se hvordan drengene nu er begyndt rigtigt at finde hinanden.
– Nogle gange tror jeg, at folk glemmer, at der har været en stor udskiftning i truppen, og at relationerne naturligvis ikke sidder der fra start. De har så vokset sig bedre henover den sidste periode. Specifikt i dag prioriterede vi også relationerne og holdkemien. Kærligheden i holdet. Der var nogle gode relationer i dag: Briggs-Bozga vokser mere sammen, Høst-Overby elsker hinanden, Koch Helsted-Johansson, Koch Helsted-Jensen, Jensen-Christensen og Vingaard, der binder det hele sammen. Så der er nogle gode relationer rundt omkring, der vokser sig større.
Relationerne er blevet bedre, sammenholdet større. HB Køge er vokset som hold – og slog lørdag en af de før sæsonen formodede oprykningskandidater fra Viborg. Som hold.
– Det vigtigste i forhold til det er, at de vil hinanden. Så bliver taktik sekundært. Ikke underordnet, men sekundært. Det viser sig ved, at de vil dø for hinanden og passer på hinanden. En af klubbens værdier er sammenhold, og de skal ville spille sammen og gøre alt for hinanden derinde. I dag er det en af de vigtigste faktorer til, at det tipper til vores fordel.
NordicBet LIGA
HB Køge – Viborg FF // 2-1
Lørdag den 2. november kl. 16:30
Capelli Sport Stadion