shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Kim Daugaard meget tilfreds med opstarten

Lørdag d. 5. August spiller de forsvarende danske mestre fra HB Køge deres anden testkamp forud for 2023/24 sæsonen i Gjensidige Kvindeligaen. HB Køge-truppen fik en suveræn start på preseason, da de i den forgangne uge slog B93 6-0 i deres første testkamp. Det var derfor også en tilfreds og fortrøstningsfuld Kim Daugaard, der evaluerede og satte ord på truppens opstart efter sommerferien.

“Jeg synes, at jeg står med en rigtig fin og positiv følelse i kroppen efter vores opstart. Spillerne har taget godt imod nogle af de nye ting, som vi har implementeret, og det synes jeg også kommer til udtryk i B93-kampen. Det første kvarter var en smule rodet. B93 er dygtige på bolden, så hvis ikke presset er ordentligt, så bliver man udfordret. Det mærkede vi i det første kvarter, men derefter fandt spillerne sig hurtigt tilrette. Vi fik justeret en smule og derefter synes jeg faktisk, at der kun var ét hold på banen,” lyder det fra cheftræner Kim Daugaard og fortsætter om morgendagens modstander fra FC Nordsjælland.

“Den helt store målsætning i morgen er, at presset sidder højt, samt at vi formår at være målsøgende. Vi ved, at FC Nordsjælland er rigtig dygtige på bolden og gerne vil styre kampen. Hvis ikke presset ligger der, så kommer vi til at løbe. Derfor er det enormt vigtigt for os, at vores presspil sidder i skabet i morgen,” fortæller Kim Daugaard.

Der er kick-off på Capelli Sport Stadion i morgen klokken 12.00.
Der vil være fri éntre for tilskuere og åbent for salg af mad- og drikkevarer.