Kim Daugaard: Sidste skud

Sæsonen nærmer sig sin afslutning og der er kun ét skud tilbage, hvis Kim Daugaards HB Køge-hold stadig skal være med, når de sjove medaljer og UWCL-pladserne bliver fordelt. Men så skal der altså både held og stor dygtighed til i de sidste runder, hvor HB Køge altså først skal møde rivalerne fra Brøndby IF.

“Det er ikke nogen hemmelighed, at det var rigtig bittert og en stor skuffelse med det seneste nederlag mod Nordsjælland. Vi har gjort det svært for os selv, men vi har lovet hinanden, at vi tager en kamp ad gang og går all-in på de sidste kampe. Vi skal ud og vise, at vi er til meget mere end det. Vi skal vise, at vi stadig er med og spiller for at vinde. Men vi skal selv opsøge det og jagte det – det kommer ikke bare af sig selv. Vi skal selv gøre det,” lyder det fra cheftræner Kim Daugaard, der fortsætter om Nordsjælland-kampen.

“Vi står egentlig rigtig fint på banen og har 12-14 rigtig fine muligheder for at skabe store chancer, men vi får dem bare ikke omsat til de her store chancer. Vi har mulighederne, men det er den sidste bold, der mangler kvalitet på. Og det er generelt den samme sang, der har været i det her efterår. Vi har ikke været dygtige nok på den sidste tredjedel,” siger Kim Daugaard.

// Køb billet: HB Køge – Brøndby IF //

Det skal der laves om på i dagens vigtige opgør mod Brøndby IF, hvor der er vigtige point på spil. Et nederlag kan nemlig betyde, at Fortuna Hjørring har mulighed for at overtage tredjepladsen i denne runde af Gjensidige Kvindeligaen.

“Det er klart, at der er sindssygt vigtige point på spil i dag. Det er nu, at vi skal ind og vise, hvorfor vi hører til i toppen. Der er ikke nogen tvivl om, at det bliver en helt lige kamp igen – ligesom det også var inde i Brøndby sidst. Derfor er det helt afgørende, at vi i dag er skarpe når vi får muligheden for at spille chancen større. Det er sindssygt vigtigt, at vi spiller den rigtige bold med kvalitet,” fortæller Kim Daugaard, der sætter ord på fansenes betydning.

“Det betyder helt vildt meget for holdet at mærke opbakningen fra lægterne – og specielt lige nu, hvor tingene ikke er gået helt som vi gerne ville. Det var fantastisk, at der var over 1000 på stadion sidst. Den opbakning får vi brug for igen i dag. Og så er det også tid til, at vi som hold giver tilbage til vores fans igen. Der er ikke noget, vi hellere vil end at give alle tilskuere en sejr i dag. Det forpligter, når der er folk på lægterne,” slutter Cheftræner Kim Daugaard.

Der er kick-off på Capelli Sport Stadion kl. 13.00.
Kampen kan følges på Viaplay og TV3 Sport

Capelli Sport