En kamp på Capelli Sport Stadion kræver mange frivillige hænder for at kunne afvikles. I HB Køge spiller vores herreførstehold i NordicBet Ligaen og kvindeførstehold i Gjensidige Kvindeligaen, ligesom de også spiller med i pokalturneringerne og kvindeholdet af og til spiller kampen i UEFA Women’s Champions League-regi.
Det vil sige, at der er mange kampe på hjemmebane i løbet af en sæson, og dermed også mange frivillige hænder som yder en uvurderlig indsats for klubben.
For at vores gæster får den bedst mulige oplevelse, så er vores dygtige frivillige med til at sørge for, at alt afvikles professionelt og med højt serviceniveau. Som frivillig er man klubbens ansigt udadtil, og vi søger derfor servicemindede medhjælpere, som er parat til at tage ansvar og som vil være en del af et i forvejen stærkt team af frivillige, hvor fællesskab, inklusion og sjove oplevelser er i højsædet.
Vi har på kampdage nogle helt konkrete opgaver, der altid skal løses og vi vil gerne rotere så alle får prøvet kræfter med nogle forskellige opgaver indtil de finder dén opgave, de føler sig bedst tilpas i.
Der er for eksempel opgaver som:
Ansvarlig for boldbørn
Sørge for fordeling af børnene rundt om banen og forplejning til dem i pausen af kampen. Herudover skal børnene inden og under kampene instrueres i, hvordan de skal gøre.
Bodpersonale til både grill og drikkevarer
Til bespisning af vores mange gæster på stadion, har vi forskellige boder hvor der blandt andet grilles mad og fyldes op med tilbehør, så de sultne fodboldelskere får fyldt depoterne op. Det kræver overblik og et smil på læben, så man sikrer at alt forløber efter planen – og der skal tit være fart på, når der fløjtes til pause og hele stadion går mod boderne.
Billetbod
Selvom HB Køge har online billetsalg, så er der også en billetbod, hvor man kan købe billetter kontant, via MobilePay eller Dankort. Det hele sættes nemt op med printer og pc, så de tilskuere, som ikke har billet med hjemmefra, kan købe adgang til kampen i døren.
Stewards
Sikkerheden er i top på Capelli Sport Stadion, og det kræver personer med overblik som kan vejlede tilskuerne til siddepladser og vise vej til toiletter, sektioner på tribunen, boder eller hvad der måtte være af spørgsmål.
Opsætning af skilte og bannere
HB Køges partnere er essentielle for at kunne drive en klub, og flere af disse har ydelser for eksponering, som bl.a. indebærer skiltning under kampene. Nogle af disse stilles kun op til selve kampene, og det er der nogle trofaste hjælpere som gør til hver kamp.
Fælles for alle opgaverne er, at vi altid kan bruge flere hoveder og hænder til at hjælpe med at løse dem. Som frivillig er man ikke forpligtet til at kunne hjælpe til alle kampe – og vi søger netop altid flere, for at andre frivillige også kan få en “fridag” i ny og næ.
Det får du:
Som frivillig i HB Køge får du tøj fra Capelli Sport, mulighed for at følge alle HB Køges kampe, udebanetur med bus og mad inkluderet for alle de frivillige – og så er der selvfølgelig vores traditionsrige årlige julefrokost for frivillige og ansatte i klubben, hvor der er fodboldturnering, julemad og fri bar, hvor “årets frivillige” også altid kåres.
Kontakt
Har du spørgsmål eller kunne du tænke dig at blive frivillig i HB Køge så tøv ikke med at kontakte vores Frivillig- og fankoordinator Mikkel Henderson på mail slo@hbkoge.dk eller telefon +45 22 48 99 18.