Koch: “Højt topniveau og lavt bundniveau”
HB Køge går en spændende weekend i møde. Lørdag kl. 14.00 spiller Auri Skarbalius’ tropper på udebane mod Nykøbing FC i et drabeligt opgør i bunden af rækken. I HB Køge-truppen møder man op til kampen med højt humør, selvom det er en alvorlig situation, klubben pt. befinder sig i. Stemningen er nemlig god, og spillerne er gode til at holde humøret højt.
Det fortæller topscorer Martin Koch Helsted i et interview med HBKoge.dk.
“Jeg synes, at stemningen har været god i lang tid nu. Selvfølgelig er det hårdt, når vi ikke får de point, vi skal have og ikke er sikret endnu. Hvis der er nogle, der er nede, så er folk gode til at få hinanden op. Jeg synes generelt, når vi snakker om kampene dagen efter, så er det selvfølgelig alvorligt, men så går vi ud og træner, og så er humøret lynhurtigt tilbage. Det synes jeg, vi er gode til, på trods af, at vi er i en alvorlig situation”.
Lørdagens kamp er et møde med en de af de mange klubber, der kæmper en brav kamp om at undgå nedrykning. Og kampens vigtighed er da heller ikke til at tage fejl af.
“Den er vigtig. Vi ligger nærmest side om side, men vi kan med en sejr isolere dem nogenlunde i bunden, og så ser det godt ud for os, og mindre godt ud for dem, så det er en vigtig kamp. Uafgjort er også et okay resultat for os – det er ikke et nemt sted, at komme ned. Det er sjældent, at vi er taget derned og har vundet en kamp. De kommer med 110 i timen, så vi skal selv være klar fra første øjeblik, for ellers får vi det svært”.
“Hvis ikke vi er helt klar fra start, så kan vi hurtigt blive kørt over. Vi har set, at vi har et topniveau, der er vanvittig højt, men vi har altså også et lavt bundniveau, og det er bare fakta. Hvis ikke vi rammer dagen, så taber vi til alle hold, og det må vi bare se i øjnene. Det må være motivationsfaktor nok til at sige, at vi simpelthen er nødt til at være der. Det starter med hårdt arbejde, og så kan det godt være, at man ikke rammer en mand, men hvis du arbejder hårdt, så er der fundament til en okay præstation”, slår Martin Koch Helsted fast.
Martin Koch Helsted står noteret for fem forårsscoringer i 11 kampe, og ligger nummer to på NordicBet LIGAENs topscorerliste.
NordicBet LIGAEN
Nykøbing FC – HB Køge
Lørdag den 11. juli kl. 14.00
Kampen vises på Viaplay

Foto: Martin Håkan / Coverganda.dk