Køge som landets fodbold-hovedstad i 4 dage
Det har vi aldrig oplevet før. Det er fodboldhistorie. At Køge har været landets fodbold-by nummer ét i fire dage. Fire dage med tre hjemmekampe på Capelli Sport Stadion. Tre kampe i tre forskellige turneringer. UEFA Women’s Champions League, den største europæiske klubturnering. Mændenes 1. division og Gjensidige Kvindeliga, hvor HB Køge er forsvarende dansk mester og suverænt tophold ligesom i sidste sæson.
Man kunne nemt forstå, at klubejer George Altiers, der midt i sidste uge fløj ind fra USA og overværede alle kampene, så vældig glad og tilfreds ud efter sidste slutfløjt søndag eftermiddag. Han var også stolt. Det samme kunne alle HB-fans være, spillerne, trænerne og hele klubben ligeså.
Mesterholdet leverede, bakket op af et par tusinde tilskuere på tribune- og ståpladserne, en stærk, seværdig præstation mod verdens bedste klubhold, FC Barcelona og havde i høj grad æren i behold efter 2-0-nederlaget. HB Køge-holdet var godt indstillet såvel mentalt som taktisk af trænerne med Søren Randa-Boldt i spidsen mod kæmpefavoritterne og optrådte i det meste af kampen med stor disciplin i holdorganisationen.
Hvor kunne det altså have været interessant og spændende at følge, hvordan kampen ville have udviklet sig, hvis hjemmeholdet var kommet foran 1-0, da Kyra Carusa og Maddie Pokorny afsluttede få meter fra mål. Med lidt mere tur i den kunne det også være blevet 2-0 i startfasen, hvad HB Køge-spillerne jo reelt skabte chancer til. Der manglede lige det sidste held i sprøjten – og skarphed foran gæsterne mål.
LARSENS INDLÆG ER PERFEKTE
Den smalle 1-0-sejr, som 1. divisionsholdet fightede sig til mod Nykøbing FC lørdag eftermiddag, var den anden i træk på hjemmebane. Det er naturligvis glædeligt i et år, hvor vi har oplevet så mange nederlag i den næstbedste mandlige række, at man helst vil glemme det.
Og igen blev vi imponeret over Pierre Larsens eminente indlægs-teknik, da han fra højre side lagde bolden ind foran mål, så William Madsen ikke kunne undgå at heade den i kassen. Det ville havde været en stor afbrænder, hvis han ikke havde nettet og var gået glip af at blive matchvinder.
Man kan bare blive ved med at beundre, hvordan Pierre Larsen ser sig for, når han kommer fremad på kanten med bolden for fødderne og tænker sig om. Tidligere i sæsonen har han, som vi husker godt, lavet et par mål-indlæg til den bageste stolpe og desuden skabt store chancer til medspillerne i andre situationer.
KUNSTGRÆSBANEN ER FOR DÅRLIG NU
Det er jo på grund af de mange skader, der har ramt trænerduoen Daniel Agger og Lars Jacobsens hold, at Pierre Larsen anvendes på en backplads. I lørdags blev Mathias Nielsen knæskadet og vil være længe væk. Det var et bittert uheld og havde næppe noget med banens tilstand at gøre. Men den lange skadesliste rejser da det spørgsmål, om kunstgræsbanen nu er ved at være så brugt og slidt, at den bør skiftes ud snarest. Det er under overvejelse, og det arbejdes der på, forstår man.
Flere gange har man hørt fra udebane-spillere, efter at de har spillet i Køge, sige, at det er den dårligste kunstgræsbane, de har oplevet meget længe.
At HB Køge i Oskar Snorre har en af de dygtigste målmænd i 1. division, og at Kaylan Marckese kan blive sæsonens bedste mellem stængerne hos kvinderne, er nemt at se. De optræder begge med en god autoritet og her-kommer-jeg-udstråling ude i feltet, og de er kvikke på stregen. Det er vigtigt at have en god målmand som sidste skanse. Det har HB Køge-holdene.
ERIKSENS SØSTER BLEV HOLDT NEDE
At guldvinderne ikke vil sætte dumme point til i den hjemlige liga, selv om de bruger enormt mange kræfter og tid på at rejse rundt i Europa og debutere med seks gruppespil-kampe i Champions League, synes at være ganske sikkert. Man kunne vel godt se søndag eftermiddag, at der var en smule træthed at spore hos nogle af spillerne i mødet med KoldingQ, hvor landsholdsstjernen Christian Eriksens søster Louise normalt har en vigtig rolle på midtbanen. Men i den kamp havde hun ikke meget at skulle have sagt mod overmagten.
Måske prægede det hjemmeholdets indsats før pausen, at det umiddelbart så ud til at blive en ret nem opgave at vinde sikkert, efter at Cecilie Fløe havde scoret med en flot helflugter til 1-0.
Fløe, der nu skal på landsholdstjeneste, fik fri med et kvarter tilbage i anden halvleg, hvor HB Køge igen demonstrerede, hvem der er nummer ét herhjemme og altså vandt sikkert med 4-2. Cecilie Fløe giver sig altid fuldt ud, arbejder eksemplarisk for holdet og er en evig trussel for modstander-forsvaret med den energi, det mod og den gennembruds-styrke, hun altid har med på banen.
Hun er en af dem, der går forrest og nægter at tabe i den bedste række, hvad der er kendetegnet for alle HB Køge-spillere. Og tænk engang, hvor må det være en god følelse at have med sig ind til alle ligakampe på hjemmebane, at dér ender det altid med en gevinst på tre point.
HB Køge satsede ikke på pokalsucces og blev slået ud af Brøndby. Og det kan ende med seks nederlag i Champions League-gruppespillet. Men helt afskrives, at mesterholdet kan tage point fra tyskerne fra Hoffenheim eller Arsenal på Capelli Sport Stadion, skal det ikke efter den præstation, vi så mod FC Barcelona. HB Køge-spillerne havde begravet den benovelse og måske overdrevne respekt for modstanderen, som man fornemmede, der var, da Hoffenheim på egen bane kunne sikre sig 5-0-sejren i første runde.
De næste CL-kampe spilles i november, hvor HB Køge-holdet ryger ind i et program med fem kampe i løbet af 15 dage. Lige nu er der landskamppause i kvindeligaen.
AGGER-HOLDET KAN SAGTENS NÅ TOP-6
Fredag aftens udekamp for Agger-holdet i 1. division mod Hvidovre kan fortælle os mere om, hvorvidt HB Køge-holdet kan sikre sig en plads i top-seks, sæsonens målsætning.
Hvidovre-sportschefen Peter Lassen, engang for mange år siden Køge-spiller, fryder sig over, at hans hold med den tidligere HB Køge-træner Per Frandsen til at styre tropperne, har præsteret over forventning i denne sæson. ’Det må jeg sige. Det er normalt ikke muligt, at et hold som vores med mange spillere, der har et job ved siden af fodbolden, kan gøre det så godt, som de har gjort det indtil nu og været bedst i mange kampe mod fuldtids-professionelle modstandere’.
’Vores spillere kommer jo drønende fra arbejde og ud i klubben ti minutter i kl. 16.00, når træningen skal starte’, siger Peter Lassen.
’Vi har været dygtige og heldige med at kombinere og lave et hold med en blanding af unge talenter og erfarne folk. Med hensyn til HB Køge havde jeg nok forventet, at et hold med trænere som Daniel Agger og Lars Jacobsen ville have fået flere point, end HB Køge har lige nu. Jeg har regnet med, at de skal være i top-seks’.
DET VAR FAKTISK 4 KAMPE PÅ 4 DAGE
En top-seks-placering i gruppespillet i 1. division er da stadig et opnåeligt mål for holdet, der spillede for godt 800 tilskuere mod falstringerne – og kvinde-holdet for omkring 2.500 i to kampe i løbet af de fire dage, da Køge var Danmarks fodbold-hovedstad.
For resten: Det skal selvfølgelig med som en sidebemærkning, at Køge Boldklubs førstehold i serie 1, pulje 2 brillerede med en sikker 2-0 hjemmesejr over Fårevejle fredag aften, da de professionelle ikke skulle bruge kunstgræsbanen på Capelli Sport Stadion. Det var da bestemt også flot. Og dermed var det jo faktisk fire kampe på fire dage.
”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.