shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Kom i praktik i HB Køge

I HB Køge A/S er vi inde i en rivende udvikling. Vi leder derfor efter nye praktikanter til foråret 2023, som er klar på en praktikperiode i en fodboldklub, hvor der altid er fart på.

Vores førstehold på kvindesiden er dobbelte Danmarksmestre og vores bedste herrehold spiller i den næstbedste danske række, NordicBet Ligaen, og har de tidligere landsholdsspillere Daniel Agger og Lars Jacobsen som trænere.
De to hold udgør vores trækplastre, men HB Køge er meget andet end det. Vi er en fodboldklub med et stort regionalt opland, der udvikler regionale fodboldtalenter – men vi er også en fodboldklub ejet af en amerikansk investor med et kæmpe klubnetværk som bagland og eget tøjbrand, som vi markedsfører.

Det vil sige, at vi både har lokale og internationale hensyn at tage i alt, hvad vi foretager os – og det gør os til en anderledes virksomhed end de fleste andre.

Vi leder efter praktikanter, der blandt andet kan være med til at løfte opgaver indenfor følgende områder for os:

Fanzone / Venue Køge:
Idégenerere, planlægge, udvikle og afvikle både store og mindre events vi afholder – typisk i forbindelse med vores professionelle holds kampe og i Venue Køge.

HB Køge Inspire / Klubsamarbejde:
Etablere, vedligeholde og udvikle relations skabende samarbejder med lokale skoler og foreninger til gavn for elever, det lokale foreningsliv og HB Køge.

Kommunikation/Marketing:
Understøtte kommunikations- og markedsføringsafdelingen med udarbejdning af video, billeder og tekster til klubbens digitale platforme. Vi oplærer og udlærer i de relevante arbejdsredskaber.

Salgsafdeling:
Aktivere, udvikle og servicere partnere samt være med til at afvikle og udvikle event- og netværksarrangementer i salgsafdelingen

Du kommer ikke til at løse opgaver indenfor alle områderne – sammen finder vi ud af, hvilket der passer bedst til dig, dine kompetencer og lyster.

Det vigtigste for os er, at du som praktikant kommer med:
– Lyst til at arbejde hårdt for at opnå vores fælles mål. Vi er en fodboldklub, og alle på og udenfor banen spiller på samme hold.
– Mod til at kaste dig ud i opgaver, du ikke tidligere har prøvet at løse.
– Et fleksibelt mindset. Vi lever i en hektisk og uforudsigelig hverdag, der kan byde på mange forskellige opgaver og skæve arbejdstider.
… og hvis du også kan li’ fodbold, hjælper det nok på mulighederne for at være med i samtalen under frokostpausen.

Vi tilbyder dig:
– En hverdag, der er anderledes end dine kammeraters.
– En HB Køge- og Capelli Sport-tøjpakke, så du er en del af holdet.
– Gratis frokostordning – du kommer til at spise som en professionel fodboldspiller.
– Et praktikforløb med oplevelser, du aldrig glemmer.
– Et nærværende team, hvor du vil få løbende sparring, evaluering og muligheder for at udvikle dig.

Vi søger primært praktikanter der er ved at uddanne sig indenfor nedenstående felter, men alle er velkomne til at ansøge.
Serviceøkonomi
Sport Management
Multimediedesign
Markedsføringsøkonomi
Journalistik
Kommunikation
Leisure Management

Vi leder efter praktikanter, der kan starte deres ophold i klubben i januar/februar/marts 2023.
Arbejdspladsen er beliggende i Køge.

Ansøgning
Send din ansøgning og dit CV til Daniel Martinus på dmha@hbkoge.dk.
Skriv gerne lidt om dig selv, og hvorfor du betragter HB Køge som det bedst tænkelige sted for dig at komme i praktik.
Vil du vide mere om et praktikophold i HB Køge, kan du kontakte Daniel Martinus på +45 31 79 73 00.