Kozlova før pokalkamp: Vi skal løfte opgaven
Torsdag aften møder HB Køges dobbelte danske mestre Boldklubben Skjold i Gjensidige Kvindepokalen, og det er en opgave, der ikke må undervurderes, fortæller ukrainske Nicole Kozlova.
“Det er klart, at vi selvfølgelig ikke har det største kendskab til morgendagens modstander, som vi ellers har med vores modstandere i Kvindeligaen. BK Skjold spiller i Kvindeserie Øst, men vi må for alt i verden ikke undervurdere dem. Alle kampe er lige vigtige, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at vinde pokalturneringen”, Siger den unge offensivspiller og forsætter.
“Vi skal ud og bevise, at vi er et tophold, der kan håndtere flere turneringer. Vi er kommet suverænt fra start i Kvindeligaen. Nu er det på tide, at vi også viser noget i pokalen. Derfor går vi ind til det her opgør som i enhver anden kamp,” fortæller Kozlova.
Kyra Carusa, Emma Færge, Alberte Vingum og Augusta Callesen er alle taget til landsholdssamling med hhv. A- og ungdomslandsholdene. De er derfor ikke en del af truppen i forbindelse med morgendagens opgør. Ifølge Nicole Kozlova har HB Køge-truppen dog en så stor bredde i år, at de bør og skal kunne løfte opgaven.
“Vi mangler naturligvis et par nøglespillere i opgøret, da de er afsted med deres respektive landshold. Men med det sagt, så er truppens bredde i år virkelig forstærket – noget vi måske manglede sidste år. Et par ændringer i start 11’eren vil derfor ikke påvirke vores niveau negativt. Personligt er jeg på ingen måde bekymret for truppen i morgen. Jeg ved, at spillerne er klar til at gå ind og løfte deres opgaver,” slutter Nicole Kozlova.
Boldklubben Skjold – HB Køge
Gjensidige Kvindepokalen, tredje runde
Torsdag d. 5. oktober 2022, 18.30
Østerbro Stadion