Kvindeeliteoverbygning endeligt godkendt af DBU
HB Køge har onsdag fået den officielle og endelige bekræftelse fra DBU’s Komite for Professionel Fodbold på at HB Køges kvindeelitehold pr. 1. juli 2020 officielt indgår som en del af overbygningen HB Køge.
“Det lyder som en formalitet, men der er et vigtigt skridt for udviklingen af kvindefodbolden, at stadig flere herreklubber vælger at indlemme pige- og kvindesenior i den professionelle overbygning.
Jeg er stolt over at være en del af en klub, der på denne måde har valgt at prioritere pige- og kvindefodbold – og jeg håber, at HB Køge med dette skridt kan være til inspiration for andre klubber”, lyder det fra Jonas Nielsen, der er sportschef for kvindeeliteholdet.
HB Køge Kvindeelite skulle i den forgangne weekend have taget hul på kvalifikationskampene om oprykning til landets bedste fodboldrække, Gjensidige Ligaen. Kampene er dog aflyst på bestemt tid som følge af coronakrisen.