Kyra Carusa tilbage på træningsbanen
HB Køges kaptajn og målfarlige angriber, Kyra Carusa, har siden sæsonopstarten døjet med en hofteskade, der desværre har holdt hende ude af sæsonens første kampe. Men nu er der positivt nyt fra HB Køge-lejren.
Kyra Carusa begyndte for nogle uger siden at rykke genoptræningen fra træningslokalet og ud på træningsbanen. I første omgang til individuel træning, men nu er HB Køge-kaptajnen endelig påbegyndt træningen sammen med resten holdet.
“Det kan slet ikke beskrives, hvor glad jeg er for at være tilbage på træningsbanen igen. Det er bare en helt anden følelse at være med omkring holdet igen, i forhold til at træne for sig selv. Det skal også lige siges, at jeg er meget taknemlig for alle de mennesker omkring mig, der hver dag har arbejdet på at få mig tilbage på banen. Nu venter den sidste etape af genoptræningen og jeg er klar på at give den hele armen, så jeg forhåbentlig kan være hundrede procent tilbage snart,” lyder det fra Kyra Carusa.
Som HB Køges kaptajn og sidste års kåring af sæsonens Gjensidige Kvindeliga profil, anses Kyra Carusa som en af nøglepersonerne på holdet, hvorfor den positive fremgang i hendes skadesforløb også vækker stor glæde i HB Køge-lejren.
“Det er virkelig positivt nyt, at Kyra er nået hertil i hendes skadesforløb. Hun har arbejdet hårdt og fulgt den plan, vi har lagt for hende, så vi er meget tilfredse. Det er stadig svært helt præcist at sige, hvornår hun er klar til at spille igen, men forhåbningerne er, at hun kan gøre indhop om nogle uger,” siger assistenttræner Kim Daugaard.
Selvom HB Køge-kaptajnen ikke har været kampdygtig i sæsonens opstart, har truppen fået en fantastisk start på sæsonen, der allerede har vundet de to første kampe i Gjensidige Kvindeligaen.
“Jeg er så stolt af hele hele teamet og mine holdkammerater, der bare har gjort det fantastisk her i starten af den nye sæson. Det er tydeligt at se, hvordan det hårde arbejde i pre-season bærer frugt nu. Jeg tror på, at det bliver en fantastisk sæson for os igen i år, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at spille igen og være med til at gøre en forskel på banen,” slutter Kyra Carusa.