Lars J. inden forårsåbner: “En rigtig, rigtig god opstart”
Forårspremieren nærmer sig endelig efter en historisk lang vinterpause i NordicBet Ligaen. For HB Køge starter foråret fredag aften med en vigtig udekamp mod FC Helsingør, og her håber First Team Coach Lars Jacobsen, at han og Daniel Aggers mandskab kan bringe opstartens gode takter med ind i kampen om point.
HB Køge er nemlig gået ubesejret gennem opstarten, og har scoret masser af mål – 18 af slagsen er det blevet til i opstartens fem træningskampe.
“Den sidste tid inden nytår tabte vi for mange fodboldkampe, og derfor har det også handlet om at få banket noget selvtillid og noget tro på tingene ind i spillertruppen. Vi har også mødt – det må vi også erkende – hold som vi skal være bedre end. Men vi har i tidligere sæsoner set, at det har vi haft svært ved at administrere i opstarten. Det har vi kunnet i den her, og vi ser mere sammentømrede ud som hold på trods af, at vi har fået nye spillere ind ret sent”, fortæller Lars Jacobsen og fortsætter:
“Vi ser rimelig komfortable ud i den måde vi gerne vil spille på og det ser fornuftigt ud på skadesfronten, hvor Max Sauer er på vej tilbage, og hvor vi har Yousef Salech, der har karantæne i første kamp, som også render rundt med lidt småting. Ellers er vi rimelig fortrøstningsfulde, fordi vi ikke rigtig har andre skader og vi dermed råder over en stort set fuld trup. Så alt i alt har opstarten været rigtig, rigtig god for os. Og så må vi så se, hvad det kan bringe os når vi skal til at spille om point. Man vinder ikke hverken titler eller kommer i oprykningsspillet ved at vinde træningskampe,” understreger Jacobsen.
Fokus på Helsingør
FC Helsingør har i løbet af vinteren skiftet ud i trænerteamet, hvor klubbens hidtidige træner Morten Eskesen i løbet af januar overtog rollen som U18-landstræner. Men trods trænerskiftet føler Lars Jacobsen sig godt forberedt på fredagens modstander.
“Selvfølgelig har vi forberedt os på Helsingør og vi har set dem spille flere gange. Vi er godt forberedte på hvad deres nye træner har for ideer, for det har vi kunnet se i opstarten, og det er jo noget af det, som vi forsøger at forberede vores spillere på. Men vi ved også godt, at hvis vi skal have en chance, så skal mange af de ting som vi går og træner i hverdagen sidde der, for man kan ikke bare tage til Helsingør og forsvare sig i eget felt. Så bliver man kørt over.”
“Helsingør er generelt nok det hold, sammen med Hvidovre, som vi har haft sværest ved at spille mod. Nu igennem to sæsoner har vi været næstbedst hver eneste gang vi har mødt de to hold, så vi har revanche tilgode. Ja, der har været en udskiftning på trænerposten, som måske kan medføre nogle ændringer, men det bliver et meget, meget stærkt hold, som vi skal møde i første kamp.”
Jagten på point er skudt i gang
Der resterer blot fem kampe af NordicBet Ligaens grundspil. Herefter deles rækken op i to, hvor det naturligvis er mest attraktivt at være en del af top 6.
HB Køge indtager pt. 7. pladsen og med hhv. seks point op til Sønderjyske på 6. pladsen og syv point op til FC Helsingør på 5. pladsen må svanerne også siges at være outsidere til en plads i oprykningsspillet.
“Vi ligger lidt, som vi har redt. Kampen mod Helsingør er brandhamrende vigtig. Vi har fem kampe tilbage inden der bliver sat en streg midt i tabellen, og så hedder det top 6 eller bund 6. Taber vi den første kamp, så er Helsingør jo væk, og så skal vi håbe på Sønderjyske og på mirakler. At skulle hente minimum seks point på fire kampe på Sønderjyske, det vil også være meget, meget voldsomt.”
“Vi var inde i en rigtig, rigtig dårlig periode op til jul, hvor vi fik for få point i de sidste fem kampe, og vi var faktisk lidt heldige, at komme fra Hobro med en sejr i den næstsidste kamp. Og bunden er også kommet tættere på, så det er også noget, vi skal have et øje på – at vi skal have skrabet nogle point sammen, så det ikke begynder at blive rigtig ubehageligt. Det er vigtigt for os, at vores fokus ikke bare ligger på, at vi skal forsøge at komme i top 6. Det går vi efter, så længe det er muligt, men det handler først og fremmest om at få lavet nogle præstationer, der giver os point nok til, at vi holder afstanden til bunden,” slutter Lars Jacobsen.
Der er kick-off på Helsingør Stadion fredag klokken 19.00. Kampen kan følges på Viaplay.
NordicBet Liga
FC Helsingør – HB Køge
Fredag den 17. februar kl. 19.00
Helsingør Stadion