Lars J. inden Jammerbugt: Vi skal dominere
HB Køge tager torsdag aften imod Jammerbugt FC på Capelli Sport Stadion. Det er fjerde gang i sæsonen de to hold mødes, og der er sket ændringer på begge hold siden det første møde i Pandrup i september måned. Mens Jammerbugt FC har skiftet voldsomt ud i truppen, har HB Køge fået flere skadede spillere tilbage på banen og flyttet sig markant spillemæssigt. Og HB Køges First Team Coach Lars Jacobsen håber, at det kan få holdet til at trække sig sejrsrigt ud af morgendagens opgør.
Således er målet for kampen både at dominere på bolden og samtidig få tre point.
KØB BILLET: HB KØGE – JAMMERBUGT FC
“Jammerbugt-kampen er en af dem, hvor vi håber og tror på, at vi kan dominere og have bolden mere end modstanderne.
Vi skal være i stand til at dominere de her kampe på hjemmebane. Det er noget, der er lykkedes os relativt få gange, men vi er blevet bedre til det i løbet af sæsonen. Selvom vi taber på Amager senest, så var det første gang i vores indbyrdes opgør mod dem, hvor vi dominerede kampen i store perioder.
Det er sådan nogle ting vi kigger på. Nogle gange får vi det resultat vi håber på og andre gange gør vi ikke, men vi kigger selvfølgelig udover dét og fokuserer også på, hvad der egentlig er foregået inde på banen,” fortæller Lars Jacobsen og uddyber om forberedelserne til Jammerbugt-kampen:
“Vi har haft fokus på os selv i de seneste uger, og det har vi også haft i denne. Vi møder en modstander, som er svær at analysere og som kan spille på mange forskellige måder, fordi de har mange individualister. Så det er dumt, hvis vi forbereder os på en ting og så kommer de alligevel med noget helt andet. Men grundlæggende er vi selvfølgelig klar over og forberedt på, hvad for nogle kvaliteter de kommer med.”
Trods det nævnte nederlag mod Fremad Amager i sidste uge har formkurven peget opad for HB Køge-mandskabet. Nederlaget var således det blot andet i de seneste 15 kampe.
I de tre kampe mod Jammerbugt, sæsonen hidtil har budt på, er det indtil videre blevet til et nederlag i kampen i september samt sejre i de seneste to opgør. Det er således kun 2,5 uge siden holdene senest mødtes – ved den lejlighed vandt HB Køge overbevisende med 3-0 på udebane efter mål fra William Madsen, Effiong Nsungusi og Janus Seehusen.
KØB BILLET: HB KØGE – JAMMERBUGT FC
HB Køge må til kampen torsdag fortsat undvære Martin Koch Helsted og Jon Flanagan, der begge arbejder sig tilbage i kampform efter deres respektive skadesforløb.
Truppen til kampen mod Jammerbugt FC
1. Oskar Snorre
4. Nemanja Cavnic
5. Luka Racic
7. Mike Jensen
8. Mathias Nielsen
10. Pierre Larsen
11. Joachim Rothmann
13. William Madsen
14. Jubril Adedeji
15. Max Sauer
16. Daniel Thøgersen
17. Oscar Buch
18. Jacob Trenskow
20. Emilio Simonsen
22. Janus Seehusen
24. Casper Jørgensen
26. Marko Stamenic
28. Effiong Nsungusi
30. Erkan Semovski
31. Frederik Mehder
33. Sebastian Larsen
34. Jonathan Lassesen
35. Berkant Bayrak