Capelli Sport - HB Køge partner
shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Lars Jacobsen: “Man kan altid bruge mere tid”

Sæsonstarten nærmer sig i NordicBet Ligaen, og for HB Køges vedkommende resterer der blot en enkelt træningskamp inden det igen går løs i landets næstbedste fodboldrække. I HB Køge har man henover sommeren budt velkommen til et nyt trænerteam i Daniel Agger og Lars Jacobsen, og de to er godt i gang med arbejdet med at gøre spillerne klar til sæsonpremieren. De to nye trænere har været i gang med opstarten i fire uger, men kunne sagtens have brugt mere tid inden den første kamp.

Det fortæller Lars Jacobsen, der er First Team Coach, til HBKoge.dk.

“Man vil altid gerne have lidt mere tid, men det er jo fordi, når vi som nye trænere kigger ind i en opstart på fire uger, så kan vi jo ikke nå alt. Der er mange ting i fodbold. Det er jo ikke kun at finde en måde at spille på, en måde at angribe på og en måde at forsvare på. Så er der dødbolde, der er indkast, der er alternative spilsystemer. Hvad hvis man kommer i overtal, hvad hvis man kommer i undertal? Alle mulige uforudsete udfordringer, som kan opstå. Man kan jo blive ved med at træne situationer, og der kunne vi sagtens have brugt en uge eller to mere, men det er jo noget som vi kommer til at bygge på henover sæsonen”, siger Lars Jacobsen og fortsætter:

“Man skal ikke kunne forvente, at man kan tage en ny spillertrup med relativt mange nye spillere, og så bare forvente, at nu kan de spille 4-3-3, 4-4-2, 3-5-2 og i undertal og i overtal, og alle dødbolde, og at alt sidder. Det kan man ikke. Vi har været nødt til at fokusere på nogle elementer, og så perfektionere dem”.

Det er første gang både Daniel Agger og Lars Jacobsen som trænerteam står i spidsen for et fodboldhold, og det er dermed første gang at de har ansvaret for en opstart med alt hvad der dertil hører. Og i den forbindelse har de begge sparret med både Henrik Lehm og de medlemmerne af trænerstaben omkring førsteholdet.

“Vi er et nyt trænerteam, og vi har selvfølgelig nogle ideer om hvad der er vigtigst, men vi har også løbende talt med nogen, som har prøvet det mange gange. Når vi har en så kort opstart, hvad er det så, vi skal have fokus på i starten, og hvilke ting er det man er nødt til at gemme til senere? Vi har brugt Henrik Lehm, men også teamet omkring holdet. Både Gregg (Ryder, red.), Heidi (Johansen, red.) og Jonas (Lindberg, red.) har jo alle en følelse med, hvor hårdt vi kan presse spillerne. Både fysisk, men også mentalt i forhold til hvad de er i stand til at tage imod. Daniel og jeg kan jo have en eller anden fornemmelse af, at nu er vi kommet videre med det her, og så går vi videre til det næste, men der er det meget rart at have resten af teamet med på sidelinjen, så de nogle gange kan sige, hvis de ikke synes, vi skal putte mere på lige nu, for det fornemmer de, at spillerne ikke er klar til. Så det er rigtig vigtigt, at vi er en masse øjne og ører på træningsbanen”, forklarer Lars Jacobsen.

HB Køge spiller holdets sidste træningskamp på fredag den 16. juli kl. 12.00 mod FC Helsingør hjemme på Capelli Sport Stadion. En uge senere, fredag den 23. juli, tager HB Køge hul på NordicBet Ligasæsonen 2021/22 med en udekamp mod Superliganedrykkerne fra AC Horsens.

Træningskamp

HB Køge – FC Helsingør

Fredag den 16. juli kl.12.00

Capelli Sport Stadion

Mayday Vinduespolering