shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Lars Jacobsen: VB er rækkens stærkeste hold

Sidste weekends 2-4-nederlag til FC Helsingør gjorde ondt. Selvfølgelig på grund af nederlaget, men endnu mere på grund af måden det skete på, og det HB Køge-mandskabet præsterede. Det fortæller First Team Coach Lars Jacobsen forud for lørdagens opgør imod Vejle Boldklub.

“Vi har spillet én rigtig dårlig kamp i sæsonen, og det var mod Helsingør. Vi har forsøgt at komme videre siden, men vi har selvfølgelig også tænkt over, hvad der gik galt. Og vi må konstatere, at vi manglede nogle spillere ret meget. Eksempelvis var Joachim Rothmann ikke med, og uden ham kunne vi se, at vores pres på dagen ikke fungerede nær så godt, som det plejer. Men derfor var der stadig for mange, der underpræsterede, og det kan vi ikke slippe afsted med imod Helsingør eller hvilket-som-helst andet hold i NordicBet Ligaen,” siger Lars Jacobsen.

Nu venter så en udekamp imod det på papiret foreløbigt stærkeste hold i rækken, og dén kamp håber trænerteamet omkring holdet, kan være med til at løfte holdet igen efter resultatet i sidste weekend.

“De færreste forventer, at vi får noget med fra Vejle. De har vundet alle kampe, scoret masser af mål og fejet al modstand af vejen. De er klart det stærkeste hold i ligaen på alle parametre. Så selvfølgelig bliver det svært. Men vi tror på det alligevel. Vi tager derover og giver den en skalle. Det er ikke den kamp, der afgør, om vi opnår det vi skal i sæsonen, men et godt resultat dér ville i den grad hjælpe os med at komme på rette spor igen,” siger Lars Jacobsen.

Det er målet, at HB Køge skal ende i top 6 i denne sæson, og derfor er Jacobsen ærgerlig over, at klubben pt. ligger i den nederste halvdel af tabellen.

“Der er en tre-fire hold, der har vist sig rigtig gode. Dem vil vi gerne kunne spille lige op imod. Derfor er vi trætte af, at vi lige nu ikke rigtigt er tæt på dem. Vi synes selv – og kan i øvrigt se på alle målbare parametre – at vi burde have fået flere point. Men det kan vi ikke bruge til så meget, for vi er ikke tæt nok på dem. Vi vil gerne være det bedste hold efter de fire (Vejle B, SønderjyskE, FC Helsingør og Hvidovre IF, red.). Det er målsætningen. Men det kræver, at vi begynder at banke nogle point ind på kontoen,” slutter Lars Jacobsen.

Vejle B – HB Køge
NordicBet Liga, 8. spillerunde
Lørdag 3. september 2022, 18.30
Vejle Stadion