Larsen og Stamenic retur efter landsholdsopgaver
Forud for weekendens kamp mod Vendsyssel FF er Sebastian Larsen og Marko Stamenic vendt retur fra landsholdstjeneste. De to spillere har i landskampspausen i NordicBet Ligaen været samlet med henholdsvis det danske U18-landshold og New Zealands A-landshold, og det var godt med spilletid til dem begge undervejs.
KØB BILLET: HB KØGE – VENDSYSSEL FF
17-årige Sebastian Larsen var sammen med holdkammeraterne på U18-landsholdet i Spanien, hvor der ventede to venskabskampe mod stærke modstandere som Spanien og England. I den første kamp, opgøret mod Spanien, startede Sebastian Larsen på bænken, men blev skiftet ind efter 71 minutter. Spanien vandt opgøret med 4-2.
I turens anden venskabskamp var Sebastian Larsen i startopstillingen, og her viste de danske drenge højt niveau, og bragte sig allerede i første halvleg foran med 3-0, men efter pausen slog England tilbage og fik udlignet. Sebastian Larsen spillede 78 minutter.
Stamenic jagter VM
For Marko Stamenic og New Zealand var det ikke “blot” venskabskampe, der var på programmet. Der var tale om den oceaniske VM-kvalifikation, hvor kvalifikationens samlede vinder kunne se frem til at kvalificere sig til en direkte og afgørende finale mod Costa Rica.
Kvalifikationsturneringen blev én lang succes for New Zealand. Med Stamenic i startopstillingen og kåret som kampens bedste spiller fik New Zealand en flyvende start med 4-0 over Fiji.
I de to følgende kampe måtte Stamenic se til fra tribunen på grund af en lille skade i baglåret, men i finalen var han igen tilbage i startopstillingen da Solomonøerne blev besejret med 5-0.
Dermed bookede New Zealand pladsen ved den altafgørende VM-kvalifikationskamp mod Costa Rica. Et opgør der spilles i juni måned.
Inden da venter et spændende forår i NordicBet Ligaens kvalifikationsspil, der altså åbnes i morgen med HB Køges hjemmekamp mod Vendsyssel FF. Find din billet til opgøret her.