Lasse Petry forlader HB Køge
29-årige Lasse Petry har spillet sin sidste kamp for HB Køge. Midtbanespilleren har fået mulighed for at vende tilbage til islandsk fodbold, og Petry og HB Køge er derfor blevet enige om at ophæve kontrakten, der ellers stod til at udløbe ved årsskiftet.
“Jeg har på det seneste været lidt ude af holdet, og har nu fået en fed mulighed i et land, hvor jeg har været før, og hvor jeg har gjort det godt før. Den klub, jeg skal til, vil rigtig gerne have mig, og forhåbentlig kan jeg spille en masse kampe og få en masse sejre,” forklarer Petry om sit skifte til Hafnarfjörður, der i 2021-sæsonen sluttede i midten af den bedste islandske fodboldrække.
Hafnarfjörður er en ny klub for Lasse Petry, men der er venter mange kendte ansigter i spillertruppen, og i trænerstaben. Blandt andet genforenes Petry med cheftræner Ólafur Jóhannesson, som han kender fra deres fælles fortid i Valur.
“Jeg kender en del af spillerne, og træneren har jeg haft før i min tidligere klub. Han var meget ivrig efter at få mig til klubben, og det er fedt som spiller, at der er nogen, der virkelig gerne vil have en, så jeg glæder mig.”
Lasse Petry kom til HB Køge i januar 2021 fra Valur, og har haft en blandet tid i HB Køge, men han understreger, at han ser tilbage på en god tid i klubben.
“Det har været lidt op og ned. Det startede rigtig fint med at vi kom i oprykningsslutspillet i min første sæson. Så var der noget corona, der fik sat mig lidt ud, og en skade, som satte mig lidt ud. Jeg kom tilbage og spillede inden vi gik på vinterpause sidste år, men siden er der nogle andre, der har gjort det godt, og det må man også bare tage hatten af for. Der er ingen bad feelings herfra. Det har været fedt at være her, og fedt at opleve alle de ting, der sker her i klubben. Og hvem ved – det kan være, jeg en dag kan komme tilbage i en anden rolle,” slutter Petry.
Lasse Petry nåede at spille 18 kampe for HB Køge. Han blev noteret for et enkelt mål, som blev scoret i debutkampen mod Hobro i februar sidste år.
Lasse Petry ønskes al held og lykke fremover fra HB Køge.