shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Lasse Petry: “Kribler lidt ekstra i kroppen i denne uge”

28-årige Lasse Petry kom til HB Køge før forårsstarten, og har med femstartpladser af fem mulige sat sig på en af pladserne på den centrale midtbane. I weekenden måtte han og holdkammeraterne nøjes med 1-1 på hjemmebane mod Kolding IF, men kunne efter weekendens spillerunde alligevel avanchere til sjettepladsen i 1. Division forud for grundspillets sidste og afgørende kampe på fredag den 19. marts.

“Vi var skuffede over kun at få 1-1. Med den måde kampen udvikler sig på, så var det måske okay, men det var en kamp, hvor vi gerne ville have haft en sejr. Men det var dejligt at Fredericia kunne give os en hjælpende hånd i weekenden med en sejr over Fremad Amager, men vi skal have fokus på os selv i den sidste kamp, og ikke tænke så meget over, hvad der sker på de andre stadions. Vi skal gå ud for at vinde på fredag”, understreger Lasse Petry, der selv flere gange i sin karriere har spillet den slags kampe, hvor der er et ekstra pres.

“Jeg har før været ude i vigtige kampe, blandt andet da vi bliver mestre med FC Nordsjælland, hvor vi i den sidste kamp skulle vinde hjemme mod AC Horsens, og vinder 3-0. Jeg startede godt nok ikke inde, men kom ind undervejs, og har også i andre sammenhænge prøvet det med nogle top 6-kampe i min sidste tid i FC Nordsjælland. Det er nogle kampe, man lærer rigtig meget af, når der er så meget pres. Der er selvfølgelig pres hver gang, men de der kampe, de giver lidt ekstra”, siger Petry og fortsætter:

“Det kribler selvfølgelig lidt ekstra, men det er vigtigt at holde fokus, og tage det lidt roligt. Det nytter ikke noget, at man er for overtændt, for så kan man godt stivne lidt i kroppen og i ens touch på bolden. Det handler om at finde samme spændingsniveau, som man plejer, selvom der er ekstra meget på spil”.

Fredagens udekamp mod Hvidovre skal spilles på et græstæppe, der mildt sagt, ikke er i god forfatning. Men den udfordring ser Lasse Petry ikke som noget problem.

“Jeg har set lidt billeder fra Hvidovre, og det ser ikke ud til at det bliver poleret fodbold på fredag, men det har vi før vist, at vi kan, blandt andet mod Skive, hvor vi også spillede på en dårlig bane. Det bliver nok noget ala det samme på fredag, og det bliver noget med at gå ud og se om man kan vinde kampen, og holde fokus væk fra, hvad der sker i andre kampe. Og så er det klart, at man selvfølgelig kan få en melding undervejs, hvis vi skal ud og jagte noget eller forsvare noget eller sådan noget”.

Lasse Petry kom til HB Køge i vinterens transfervindue, og har som nævnt spillet fra start i forårets fem første spillerunder. Han er således allerede gledet ind på holdet, men også uden for banen, er midtbanespilleren faldet godt til, fortæller han

“Jeg er faldet rigtig godt til – det er har en nem gruppe at komme ind i. Nogle gode mennesker – både spillere og stab rundt om holdet, så det har været nemt. Nu håber jeg at vi kan krydre det med en plads i top 6 på fredag”, siger Petry, der tidligere har spillet sammen med Gundelach i FC Nordsjælland, og som også kender Magnus Wørts fra en fælles fortid i Farumklubben.

Og ambitioner er der stadig masser af for rutinerede Lasse Petry, der i sin karriere har vundet mesterskaber i både Danmark og Island.

“Det er klart, at jeg er kommet hertil fordi jeg har en ambition om at HB Køge skal i Superligaen. I første omgang handler det om top 6, men på lidt længere sigt håber jeg, at jeg kan være med til at lave en god historie, og på et tidspunkt spille HB Køge i Superligaen”, slutter Petry.