Leth Jans: Vi vil dominere kampen

Der er dømt topkamp, når de tredobbelte danske mestre gæster ‘Right to Dream Park’ I Farum lørdag eftermiddag. Et opgør, der kan have stor betydning for topstriden i Gjensidige Kvindeligaen.

De to hold har ry for at spille intense og tætte opgør, og i efteråret blev det til hvv. et uafgjort resultat og en 1-0-sejr. Mie Leth Jans og resten af holdet kommer dog netop fra en overbevisende sejr i forårets første kamp – og de gode takter skal der bygges videre på i dag, konstaterer HB Køge-kaptajnen:

“Det betyder selvfølgelig rigtig meget for os at få en god start på foråret, som vi gjorde her mod AGF. Vi får de tre point og får også gang i målscoringen, som vi havde manglet lidt i efteråret, hvilket er et rigtigt godt selvtillidsboost” siger Mie Leth Jans og fortsætter.

“Vi kan tage rigtig mange gode ting med os fra AGF-kampen. Når vi møder Nordsjælland skal vi tage med, at vi sagtens kan spille og sagtens kan have possession højt på banen. Vi har mange, der tilbyder sig – og tilbyder sig på forskellige måder – og det er netop det, vi skal score vores mål på,” fortæller HB Køge-kaptajnen, der sætter nogle ord på dagens modstander.

“Nordsjælland er et godt hold, og vi har spillet mange tætte og intense opgør imod dem. Jeg synes dog, at vi ser rigtig stærke ud lige nu, så jeg forventer også, at vi går ind og viser, at det er os, der vil dominere og afgøre kampen på vores præmisser i dag. Vi skal være svære at spille imod, fordi vi har flere facetter i vores spil,” slutter Mie Leth Jans.

Der er kick på ‘Right to Dream Park’ i Farum kl. 15:30. Kampen streames desuden på Viaplay. 

Capelli Sport