Lisdorf før AGF: Stolt af sæsonens første halvdel
AGF er søndagens modstander, som vi spillede mod for to uger siden i Århus. Der blev det til en sejr på 4-1, som gjorde at vi rykkede op på andenpladsen i Gjensidige Kvindeligaen. Det er virkelig flot af spillerne og jeg er stolt over vores præstationer indtil nu, hvor den første halvdel af sæsonen er spillet. Men det er fortsat vigtigt, at vi hele tiden udvikler os og går seriøst ind i alt hvad vi foretager os, således også i søndagens kamp.
Jeg forventer, at det bliver en kamp, hvor vi skal være opmærksomme på AGFs gode kantspillere. Vi ved fra sidst, at de er hurtige og farlige i omstillingerne. Det må dog ikke tage for meget energi, da vi skal holde fokus på os selv og huske på det, vi er gode til. Mod AGF bliver det nøglen, at vi leverer det gode pres på modstanderne, hvor alle spillere skal være modige og aggressive i deres bevægelser. Derudover skal vi være tålmodige i opspillet, hvor vi skal blive endnu bedre til at holde fast i bolden. Vi skal spille fremadrettet og udfordre vores modstanders defensiv. I løbet af de sidste par kampe har vi tilspillet os mange chancer, så vi skal samtidig være effektive – hvilket forhåbentlig også giver en underholdende omgang fodbold for vores trofaste tilskuere.
// Køb billet til søndagens kamp her //
Velkommen til søndagens kamp, hvor jeg ved at spillerne glæder sig til at give sig 100% i alt og sørge for endnu en sejr på Capelli Sport Stadion.
Af cheftræner Peer Lisdorf.
Gjensidige Kvindeliga
HB Køge – AGF
Søndag den 27. september kl. 16.00
Capelli Sport Stadion