Lisdorf før anden semfinale: Bliver klogere hver gang
På søndag venter et brag af en kamp på Capelli Sport Stadion, når Brøndby IF skal besejres af HB Køge og et 4-2-resultat til holdet fra Vestegnen skal vendes til et avancement til Svanerne og en finaleplads i årets udgave af Sydbank Kvindepokalen. Sidste lørdag måtte HB Køge nemlig se sig besejret, da en ganske godkendt stilling på 2-2 blev vekslet til det føromtalte nederlag, der nu tvinger holdet til at kæmpe med næb og kløer på hjemmebane.
“Stemningen var naturligt trykket efter vores nederlag til Brøndby. Og det er som sådan okay, for hvis spillerne var ligeglade, ville de ikke vinde nok. Man skal være sur og ked af det, når man taber. Særligt når man taber som vi gjorde med mål til allersidst, hvor vi kunne have fået et bedre resultat, hvis vi havde spillet klogt og med lange bolde. Men den falder også tilbage på os, der sidder udenfor, fordi vi skulle have dirigeret spilerne bedre”, reflekterer cheftræner Peer Lisdorf efter sidste lørdags nederlag i den første af de to semifinaler mod Brøndby IF.
Som Lisdorf nævner var spillerne naturligvis nede efter kampen mod Brøndby, men alligevel fulde af iver. Den gnist og gejst har trænergruppen arbejdet hårdhændet med at få udnyttet og vendt til positive takter i ugen op til det andet semifinaleopgør.
”Vi har forsøgt at skabe god stemning mandag og tirsdag til træningerne, hvor vi har evalueret på kampen og arbejdet på at se fremad. Både mandag og tirsdag – men også resten af ugen – har vi forsøgt at give dem nogle smil på læberne og husket hinanden på at have det sjovt. Det har været vigtigt for os at få løsnet lidt op for det spændingsniveau, der kan være på spillerne”, fortæller cheftræneren og uddyber om resten af ugen, der har ledt frem til søndagens kamp, der død og pine skal vindes.
”Torsdag og lørdag har der så været mere fokus på det taktiske og virkelig gøre hvad vi kan, for at være forberedte. Der kan opstå mange scenarier og vi skal være klar til dem alle. Vi vil gerne stå mere kompakt og samtidig forsøge at lukke deres mellem- og bagrum ned”.
I forberedelserne til at blive klar til søndagens andet semifinaleopgør, har trænergruppen også set bagud og husket hinanden på, hvor langt holdet er noget i udvikling og selvforståelse. Hvor et nederlag tidligere har kunne ryste holdet, er der nu en større modenhed og robusthed, som giver Lisdorf en stor tro på, at HB Køge kommer ud til kampen mod Brøndby med ild i øjnene og en stor ærgerrighed efter at vinde.
”Det er reelt set ikke meget modgang, vi har mødt og da vi eksempelvis tabte 1-3 til FC Nordsjælland i efteråret, var der en helt unødvendig uro på holdet, der kom bag på mig. Det har jeg ikke oplevet denne gang og det er for mig et tegn på, at vi bliver klogere hver eneste gang, vi kommer i nogle pressede situationer og arbejder mere modent med modgangen. Det nytter ikke noget at kigge ned i jorden og pege fingrer af andre. I stedet handler det om at kigge indad, så man fremstår klar og skarp ugen efter”, slutter Peer Lisdorf af inden søndagens vigtige semifinalekamp mod Brøndby IF.
Sydbank Kvindepokalen
HB Køge – Brøndby IF
Søndag den 28. marts klokken 15.00
Capelli Sport Stadion