Lisdorf før FC Thy/ThistedQ: Alle har en positiv indstilling
FC Thy/ThistedQ tabte overraskende nok deres seneste hjemmebanekamp med 1-3 til AGF. Det er dog et resultat, der snyder lidt i forhold til deres niveau, da de igennem hele sæsonen har leveret flotte præstationer og gode resultater. Blandt andet har de vundet over de danske mestre fra Fortuna Hjørring.
Så FC Thy/ThistedQ er et hold og en klub vi har respekt for. Gennem flere år har de fået opbygget et stærkt sammenhold og en effektiv måde at spille på. De er virkelig gode i de/vi-omstillinger: Når de erobrer bolden på egen banehalvdel og sender deres farlige og effektive angriber Rikke Dybdahl afsted med dybe bold i modstanderens bagrum. Derudover har de et par tvillinger i Agnete og Beate Marcussen, som husere på den ene eller anden fløj med en blanding af råstyrke og god teknik.
En af de dele af spillet, som vi selv har haft udfordringer med, er vores egen defensiv. Derfor er det, noget vi har analyseret og arbejdet med til træning. Så jeg har en klar forventning om at vores forsvar er klar og at vi er forberedte på den udfordring med lange bolde i eget bagrum. Vi skal have bedre styr på vores restforsvar, når vi selv har gennembrud med bolden.
Hvis vi får styr på det, tror jeg, at vi med vores offensive kvaliteter og fart på kanterne vil komme til mange indlæg og afslutninger, som vi skal være effektive på. Det er meget vigtigt, at vi får afsluttet vores angreb, så de ikke får mulighed for slå kontra på os.
Der skal lyde en stor ros til vores spillere, som igennem hele efteråret har trænet godt og været motiveret. De har haft en positivt indstilling til hinanden, hvilket har været med til at skabe et fantastisk sammenhold i truppen, som forhåbentlig vil være tydeligt at se i søndagens kamp.
Jeg håber, at vi med vores gode energi og pres på modstanderen er i stand til at levere en underholdende kamp og skaffe en sejr til HB Køge og vores fans på lægterne.
Fodboldhilsener,
Peer Lisdorf
Gjensidige Kvindeliga
HB Køge – FC Thy/ThistedQ
Søndag den 1. november kl. 16.00
Capelli Sport Stadion