shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Lisdorf før første semifinale: “Skal gå efter udebanemål”

Lørdag eftermiddag spiller HB Køge mod Brøndby IF i den første af to semifinalekampe. Forud for kampen ser cheftræner Peer Lisdorf frem til et tæt opgør, hvor det nok engang bliver marginalerne og de små detaljer, der kommer til at være udslagsgivende.

“Jeg forventer helt klart en tæt kamp, hvor vi kommer til at se en masse omstillingssituationer og det bliver det mandskab, som formår at udnytte dem bedst, som vil vinde kampen. Men det kommer helt klart til at gå begge veje, så vi skal være klar fra start”, siger cheftræneren og fortæller om betydningen af, at det hele ikke skal afgøres lørdag eftermiddag, da holdene mødes igen søndag den 28. marts til det sidste slag om finalepladsen.

“At opgøret spilles over to kampe betyder selvsagt, at det under alle omstændigheder ikke bliver afgjort lørdag. Men uanset hvordan det går undervejs i lørdagens kamp, så skal vi hele tiden gå efter at få scoret et af de notorisk vigtige udebanemål og drage den fordel, som vi kan af, at vi spiller den anden kamp på hjemmebane”.

Sidst de to hold mødtes i en afgørende kamp trak HB Køge sig som bekendt sejrrigt ud af opgøret, da de på Capelli Sport Stadion slog Vestegnsklubben med historiske 5-0, som tilmed blev klubbens største nederlag i mere end tyve år. Siden da har HB Køge afsluttet grundspillet i Gjensidige Kvindeligaen på en førsteplads og Brøndby IF har spillet sig til 1/8-finalerne i Champions League, hvor endestationen blev en af de største klubber i verden. Dermed kommer begge hold ind til dobbeltopgøret fyldt med selvtillid.

“Brøndby er et godt hold, som netop har spillet to gode kampe mod et af verdens bedste klubhold fra Lyon, så vi ved, at de er oppe i gear og at det bliver en svær opgave – også selvom vi vandt 5-0 over dem sidste gang, vi mødte dem i en turneringskamp. Vores spillere er godt forberedte og heldigvis har de en god indstilling til alle kampe, som jeg også er stensikker på, at de vil have på lørdag. Hele holdet glæder sig til at spille de store kampe som dem mod Brøndby. Her ved vi, at vi bliver udfordret hver gang og denne gang skal vi virkelig yde vores bedste for at komme i finalen. Men det er jeg også sikker på, at vi kan”, slutter cheftræner Peer Lisdorf af.

Sydbank Kvindepokal

HB Køge – Brøndby IF

Lørdag den 20. marts kl. 15.00

Brøndby IFs anlæg, bane 12