shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Lisdorf: Hele tiden fokus på den næste situation

Søndag eftermiddag kunne Lisdorf se sine tropper komme flyvende fra start, da AaB blev besejret med 7-2. Svanerne fik vind under vingerne og blæste de bolsjestribede nordjyder omkuld i et hæsblæsende opgør, hvor mundvigene fløj i vejret samtidig med armene hos cheftræneren, hvis begejstringen var tydelig ovenpå en Gjensidige Kvindeliga-debut, der sendte HB Køge til tops i landets bedste række.

Opgøret blev spillet på en ufattelig varm sommerdag, hvor vandpauser var nødvendige i begge halvlege og efter pausefløjtet var spillerne hurtige til at tage våde klude på hovedet. Hverken varmen eller succesen skulle stige dem til hovedet – og det blev så bestemt heller ikke tilfældet.

Hvad fik pulsen mest op i dag, Peer – varmen eller målene? 

“Klart målene. Jeg synes, at det er nogle virkelig gode mål. Der er en god variation i den måde, vi kommer til chancerne på i forhold til cutbacks, indlæg, dybe stikninger. Egentlig scorer vi også et mål på en standardsituation, som så bliver underkendt for offside. Så på den måde har vi en god variation. Samtidig er det også bare fedt, at vi er effektive på chancerne, som vi skaber. I foråret skulle vi tilspille os en masse chancer, men scorede ikke mange mål. Det er anderledes i dag og det er dejligt at se”, siger cheftræner Peer Lisdorf efter kampen.

Hvad gør det, at holdet får sådan en start i en ny række?

“Det betyder utrolig meget at man ikke bare vinder, men også laver den type mål. Det er hele processen. Vi er gode til at overholde det, vi aftaler, er forberedte og lykkedes med det, vi træner. Den balance, som jeg oplever i holdet får vi vist for os selv og de mennesker, der kommer og ser på. At vi samtidig får point på kontoen inden en spændende kamp som i næste uge mod Brøndby er godt for selvtilliden”

I sidste sæson strøg holdet gennem først 1. Division og dernæst Gjensidige Kvalifikationsligaen. I sidstnævnte gik tropperne gennem foråret, hvor de undgik at indkassere et eneste nederlag og kun lod ét mål gå ind. En stor præstation, der naturligvis bevirkede en oprykning – og det uden reelt set meget sportslig modgang. Derfor har det forud for den nye sæson også været et fokuspunkt fra trænerteamet at forberede spillerne på, hvordan modgangen skal håndteres, når den på et eller andet tidspunkt vil komme.

Du har tidligere snakket om, at holdet skal være forberedt på modgang. Mod AaB oplever vi den fra starten af kampen, hvor holdet også kommer tilbage. Tages det med til sværere tider?

“Ja, vi bevarer roen og holder os til det, som vi har aftalt. Hele vejen igennem har de fokus på den næste situation og tænker positivt om de udfordringer, der er. Det er vigtigt, at de husker at tænke i, hvordan vi løser udfordringer og at vi så er heldige eller dygtige til at få scoret hurtigt efter, understreger det samme”

Er det også derfor, at vi vinder med ikke kun et, to eller tre men hele fem mål i dag, fordi de hele tiden kigger fremad?

“Det er i hvert fald det vi arbejder på, at spillerne skal huske. Når vi snakker med spillerne og træner, så er det vigtigt, at de kan tage ved lære af deres fejl. I stedet skal der være fokus på næste bold og den næste situation. Som hold skal man have fokus på, hvad alle ønsker, at der skal ske og ikke pege fingre”