shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Ljuti før slutspillet: “Nu skal vi gå efter top 4”

Valon Ljuti var en af banens bedste, og leverede en kæmpe arbejdsindsats på den centrale midtbane da HB Køge fredag aften mod Hvidovre sikrede sig adgang til top 6-slutspillet. Ugen forinden var Ljuti uheldig da en afrettet bold gjorde, at han var impliceret i Koldings tidlige 1-0-scoring.

“Kolding fik en kontra og jeg sprintede hjem for at lukke ned for cutback-afleveringen, men idet de slår afleveringen bliver bolden rettet af, og ryger direkte op på min fod og videre til deres spiller, der banken den ind med en stiv tå”, fortæller Valon Ljuti om sin rolle i Koldingmålet. Men mod Hvidovre tog midtbanekrigeren i den grad revanche, da han leverede en forbilledlig arbejdsindsats på en meget svær bane.

“Jeg gik ind og ville tage lidt mere ansvar, og tænkte at vi skulle ind og vinde og sikre top 6, og det sidste lykkedes heldigvis. Det blev en kamp med masser af lange bolde og duelspil. Det var fysisk hårdt. Og banen… banen var forfærdelig”, siger Valon Ljuti.

Nu kan HB Køge se frem mod et top 6-slutspil, hvor de tre øverste hold ser ud til at være stukket af, men hvor HB Køge skal jagte en så høj placering som muligt. At top 6 er sikret betyder for HB Køge, at man ikke i de afsluttende kampe kommer til at kunne mærke samme pres fra holdene længere nede i tabellen.

“Vi tager en kamp af gangen, men man føler sig nok lidt mere fri nu, hvor vi er kommet i top 6. Vi kan stadig nå at komme i top fire, og det skal vi helt klart gå efter, men vi skal også gå ud og nyde det og tage en kamp af gangen”, siger Valon Ljuti, der mod Hvidovre måtte se midtbanekollegaen Mike Jensen forlade banen med en knæskade.

Mike Jensen har dermed sluttet sig til en efterhånden lang række af skadede spillere, der også omfatter Emilio Simonsen, Jubril Adedeji og Effiong Nsungusi, ligesom Eddi Gomes har afsonet én af i alt tre karantænedage som følge af sin udvisning mod Kolding.

“Man kan godt mærke det, men vi har en trup, der er okay bred, så det skal nok gå”, slutter Valon Ljuti.

Valon Ljuti er i HB Køge på en lejeaftale fra Fremad Amager, og har i denne sæson spillet 23 kampe for Auri Skarbalius’ tropper.