Lys forude: Gudmann nærmer sig comeback

Det er ikke meget fodboldfans i HB Køge har set til Marcus Gudmann i 2024. Forsvarsspilleren har haft en svær indledning på året og har længe siddet uden for med en drilsk skade, som har været svær at blive klog på.

“Det sker lige inden vi skulle på træningslejr i starten af februar, hvor jeg skulle lave et hårdt stop, og så får jeg et kæmpe stød op gennem min hæl. Jeg fik det røntgenfotograferet fordi vi frygtede, at der var et brud, men det var der heldigvis ikke,” fortæller Gudman og fortsætter:

“Vi troede derfor, at det bare var et klassisk bone bruise, som ville gå i sig selv, og vi troede også, at jeg kunne spille lidt på træningslejren. Det blev bare ikke bedre. Så jeg kom slet ikke på banen dernede og da vi kom hjem besluttede vi, at jeg skulle forbi lægen og få hælen ultralydscannet. Det viste sig, at der var noget inflammation, og jeg fik derfor en blokade som virkede fint.”

“Jeg byggede mig stille og roligt op igen, indsprøjtningen virkede, og det blev meget bedre. Jeg var vel 80% klar, men der var stadig nogle ting, som jeg ikke kunne. Eksempelvis fik jeg enorme smerter når der var kontakt på min hæl. Så det har i et stykke tid været de sidste ting, jeg har manglet. Det har været som om, jeg stod stille i nogle uger, uden at jeg kom videre, selvom vi prøvede en masse løsninger af.”

 

Til lægen igen og igen
Derfor måtte forsvarsspilleren igen en tur til lægen, som kunne konstatere, at inflammationen endnu ikke var helt væk. Løsningen blev en fjorten dage lang pillekur, og selvom det hjalp meget forsvandt smerten omkring hælen stadig ikke helt.

“Lægerne kunne se, at jeg stadig havde noget inflammation, men at det ikke var noget alvorligt. Jeg får derfor nogle piller, der i løbet af 14 dage skal fjerne det sidste inflammation. Det hjælper også lidt, og jeg føler på det tidspunkt at jeg er på 90%, men jeg kan stadig mærke smerten i min hæl.”

“Jeg ryger derfor til lægen for tredje gang, hvor det igen bliver bekræftet at der ikke er noget alvorligt. Løsningen bliver ret simpelt nogle indlæg til fodboldstøvlerne, som skal være med til at gøre det lidt blødere for min hæl. Jeg har prøvet det i træning nogle gange, og det går meget, meget bedre, og jeg har trænet fuldt med, så der har været meget stor fremgang.”

 

Uvisheden har været mental hård
Marcus Gudman har ikke haft mange skader i sit liv, men et par gange har han alligevel siddet ude i et stykke tid. Denne gang har den mentale del af skadesfraværet dog været noget anderledes. Det har været hårdere.

“Jeg har haft et par alvorlige skader, men de var lettere at håndtere mentalt, fordi der vidste jeg, at hvis jeg eksempelvis havde et brud, så ville det tage noget tid at hele og derefter noget tid at genoptræne, og så ville jeg være tilbage. Jeg kendte tidshorisonten og kunne forholde mig til den. Det her har været anderledes.”

“Vi startede med at tro at jeg kunne spille på træningslejren i de første dage af februar. Så det har været udskudt mange gange. Jeg er stået op om morgenen og har håbet på, at det ville være blevet bedre – uden det er blevet det. Jeg føler, jeg har haft rigtig mange nederlag undervejs og det har været svært mentalt. Det har været hårdt. Det vil jeg ikke lægge skjul på.”

 

Spændende kampe at komme tilbage til
Med Marcus Gudmann tilbage på træningsbanen nærmer comebacket sig også. Tiden må vise hvornår det bliver – men nu er der i hvert fald igen lys og fodboldkampe forude for forsvarsspilleren.

KØB BILLET: HB KØGE – AC HORSENS

Efter den lange ventetid ser han da også frem mod de kommende måneder og de mange spændende kampe, der er i vente i den afgørende del af NordicBet Liga-sæsonen.

“Jeg glæder mig sindssygt meget til at jeg forhåbentlig snart kan være helt tilbage og hjælpe drengene. Det bliver tæt og der kommer en masse fede kampe med en masse på spil. Vi skal fokusere på os selv og helt klassisk tage en kamp ad gangen. I sidste ende tror jeg på, at hvis vi gør vores arbejde og spiller op til vores niveau, så skal det hele nok gå. Men det er en tæt række, så det kræver også, at vi leverer varen.”

Marcus Gudmann har spillet 17 kampe for HB Køge i denne sæson, og står noteret for tre sæsonscoringer.

Capelli Sport