Madsen: “Skal give erfaring videre”
På transfervinduets sidste åbningsdag indgik HB Køge en kort lejeaftale med den rutinerede midtbanespiller Nicolaj Madsen, der tidligere og ad to omgange har spillet for HB Køge. Han er glad for igen at være blevet en del af HB Køgetruppen, og ser frem til at hjælpe holdet i de kommende måneder.
“Det jeg kan bidrage med er noget erfaring. Jeg har nået en vis alder, og har oplevet lidt på egen krop, og håber lidt på at jeg kan give den erfaring videre til de unge spillere. Og så måske være med til at skubbe en lille smule til træningskulturen,” fortæller Nicolaj Madsen kort efter onsdagens træningspas.
Nicolaj Madsen kommer til HB Køge på en lejeaftale fra islandske Vestri. I Island slutter sæsonen allerede i september, så Nicolaj Madsen erkender, at han er lidt bagefter sine holdkammerater, men fortæller samtidig, at han arbejder hårdt for at indhente holdkammeraternes lille fysiske forspring.
“Jeg bygger på hver dag, skal vi ikke sige det sådan. Jeg er lidt bagefter. De andre gik på ferie senere end mig, og startede op igen tidligere, så jeg skal indhente en lille smule, men jeg gør alt hver dag for at komme op på samme niveau som de andre. Men det er klart, at jeg skal give den en ekstra skalle.”
Nicolaj Madsen spillede første gang i HB Køge fra 2009 til 2012, og i efteråret 2018 var Madsen igen tilbage i HB Køge. Nu er han HB Køge-spiller for tredje gang i karrieren, og det er noget, der gør ham stolt.
“Det er rart at være tilbage. HB Køge er jo min klub i Danmark, så at kunne trække HB Køge-trøjen over hovedet for tredje gang, det vil jeg altid være stolt af, og det er noget der giver mig noget ekstra,” slutter Nicolaj Madsen.