shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Maja Hagemann hentes i Fortuna Hjørring

HB Køge har skrevet kontrakt med 17-årige Maja Hagemann, der kommer til klubben fra Gjensidige Kvindeliga-rivalerne Fortuna Hjørring. Maja har allerede sluttet sig til klubben, hvor hun er flyttet ind på akademiet.

“Maja er en talentfuld midtbanespiller, der med sin gode teknik og sit blik for spillet kan gøre ondt på alle modstandere. Hun er dygtig i sit relationelle spil og til at gøre sine medspillere gode. Vi tror på, at hun kan udvikle sig endnu mere i vores miljø og at hun bliver en gevinst for os,” siger HB Køge-cheftræner Søren Randa-Boldt.

“Jeg er landet her i HB Køge, fordi jeg virkelig kan se en god fremtid for mig her. HB Køge fremlagde en rigtig god plan for mig og min udvikling, hvilket naturligvis har haft en stor indflydelse på mit valg om at skifte hertil,” siger Maja Hagemann, der debuterede i Gjensidige Kvindeliga i efteråret 2021.

Den unge midtbanespiller genoptræner i øjeblikket efter en korsbåndsskade og lige nu er det helt store fokus at få hende tilbage på højeste niveau igen. Det er som udgangspunkt ikke forventningen at Maja Hagemann når at komme i aktion for hverken HB Køges ungdomshold eller førstehold i denne sæson – målet er i stedet at få hende helt klar til næste sæson.

“Mit mål lige nu er at komme hundrede procent tilbage fra min korsbåndsskade – og det føler jeg helt sikkert, at jeg har fået de bedste betingelser for her i klubben. Derefter håber jeg da på, at jeg kan komme til at prøve kræfter med førsteholdet og også bevise, at jeg hører til her,” forklarer Maja Hagemann, der står noteret for alt 13 kampe for de danske ungdomslandshold.

I forbindelse med klubskiftet skifter Maja også gymnasium mens hun altså har forladt de trygge nordjyske rammer og er rykket ind på HB Køges Akademi.

“Det er en god måde for mig at komme ind på holdet og hurtigt danne nogle relationer. Selvom det selvfølgelig er store forandringer for mig, så føler jeg mig allerede tryg og godt tilpas her. Folk i klubben har generelt taget rigtig godt imod mig – specielt de “ældre” spillere på holdet har været enormt imødekommende og hjælpsomme, hvilket virkelig er rart, når man som ung spiller kommer ind på et nyt hold. Jeg er meget glad for at være her og glæder mig rigtig meget til min nye rejse med HB Køge,” slutter Maja Hagemann.

Maja er blevet tildelt trøjenummer 15 i HB Køge.