shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Marckese: Dejligt at møde holdkammeraterne

22-årige Kaylan Marckese er onsdag blevet præsenteret i HB Køge, som ny målmand på klubbens Gjensidige Kvindeligahold. Tirsdag aften mødte Marckese første gang sine nye holdkammerater og var glad for at mærke den stemning, der prægede træningen og hersker i truppen.

“Det var dejligt at møde alle til den første træning og mærke den gode stemning. Selvom det var en kort træning, så kunne man virkelig mærke stemningen og energien fra alle på og omkring holdet. Det er tydeligt, at alle bare er glade for at komme i gang med den nye sæson og lægge et skørt efterår bag sig”, siger Kaylan Marckese efter den første træning i HB Køge-tøj og fortæller om sine egne styrker som sidsteskanse.

“Jeg kommer selvfølgelig med mine egne særlige erfaringer. I forhold til det spillemæssige kan jeg godt lide at spille ud bagfra og være meget på bolden. Derudover kan jeg som en høj målmand godt lide at være dominerende i luftrummet, hvilket jeg håber kan være med til at give noget energi til holdet”

Til trods for, at Marckese kun er 22 år, har den smilende målmand allerede en længere årrække med erfaring fra et højt niveau i såvel Island som hjemlandet USA. Hun kommer nu til HB Køge efter et ophold hos islandske UMF Selfoss, hvor sæsonen desværre blev afbrudt af flere omgange grundet den verdensomspændende corona-pandemi. Derfor håber på og glæder hun sig naturligvis til en periode med et kontinuerligt flow, der kan være med til at løfte både Marckese og holdet til et højt niveau.

“Jeg var relativt ung, da jeg startede med at spille collegefodbold i Florida, hvor jeg spillede i fire år, inden jeg blev draftet til Sky Blue FC. Efter en periode der, drog jeg til Island og spillede for Selfoss. Det blev desværre noget afbrudt på grund af COVID-19. Nu glæder jeg mig helt vildt til at spille en regelmæssig sæson, hvor jeg forhåbentlig kan bidrage til holdet med noget af den erfaring, som jeg har fået fra et højt niveau i både Island og USA”, fortæller den 22-årige keeper, der er kommet til HB Køge som en del af Capelli Sport-netværket, der tidligere har hjulpet med at få spillere som Kyra Carusa og Maddie Pokorny til HB Køge og fortæller indsigtsrigt om sin egen udvikling.

“Som menneske har jeg stadig meget at lære. Nu skal jeg til at bo og finde mig tilrette i et nyt land, på et nyt hold og tilrette mig en ny spillestil. Jeg vil gerne være lidt hurtigere og stærkere, men skal samtidig også lære mine nye holdkammerater og omgivelser at kende”

Fakta om Kaylan Marckese
Født: 22. april 1998
Position: Målmand
Tidligere klubber: Sky Blue FC // UMF Selfoss